FinsenInstitutet

Stenkernen dannes ved forbigaaénde tæt Sedimentdannelse i Urinvejene. En

saadan tæt Sedimentdannelse vil fremkomme, naar Urinens »Mætningsgrad*)

m. H. t. eet eller flere af de stendannende Stoffer forbigaaende forøges stærkt

som Følge af forbigaaénde patologiske Koncentrationsændringer i Urinen. En

Forøgelse af

Calciumkoncentrationen

vil saaledes forøge Urinens Mætnings-

grader m. H. t. samtlige calcinmholdige Stoffer — f. Eks. Calciumfosfaterne og

Calciumoxalat. En Forøgelse af

Fosforkoncentrationen

vil have samme V irk

ning paa Mæthedsgraderne m. H. t. samtlige fosforholdige Stoffer og en Æn

dring i

Brintionkoncentrationen

vil forøge Mætningsgraderne m. H. t. nogle

Stoffer og formindske Mætningsgraderne m. H. t. andre.

Hindringer for Urinens Afløb fra Urinvejene vil begunstige saavel selve

Stenkernedannelsen som dennes Retention i Urinvejene.

Kort sagt:

Aarsagen til Stenkernedannelse i Urinvejene — og dermed til al

primær Stendannelse — skulde være

forbigaaende patologiske Koncentrations-

ændringer i Urinen

af en saadan Art, at Urinens Mætningsgrader m. H. t. de

stendannende Stoffer forbigaaende stærkt forøges — evt. i Forbindelse med

gunstige Retentionsmuligheder i Urinvejene.

Denne Hypothese kunde imidlertid ikke bevises i det nævnte rent teoretiske

Arbejde.

Hvis man skulde forsøge at sandsynliggøre denne Hypotheses Rigtighed,

maatte det foregaa paa følgende Maade:

Først og fremmest maatte man have Lejlighed til at undersøge Patienter, der

frembød kliniske Tegn til en

stadig

Stenkernedannelse, d. v. s. Patienter, der

gennem længere Tid stadig led af typiske Ureterkoliker efterfulgt af Afgang

af ganske smaa Koncrementer — »Stenkerner«. Dernæst maatte man under

søge om der hos disse Patienter virkelig fandtes saadanne Koncentrations

ændringer i Urinen, at dennes Mætningsgrader m. H. t. de stendannende Stoffer

virkelig var patologisk forøget.

I det følgende skal nu omtales en Række Undersøgelser foretaget paa

Patienter-, der netop frembød kliniske Tegn paa stadig Stenkernedannelse i

Urinvejene.

I Perioden 1928— 39 behandledes paa Kysthospitalet paa Refsnæs

748 voxne

Patienter

fortrinsvis lidende af kirurgisk Tuberculose, d. v. s. Led- og Knogle-

tuberculose, Urogenitaltuberculose, Lymfekirteltuberculose etc.

*) Urinens

Mætningsgrad

m. H. t. et Stof siges at være 1, naar Urinen netop er mættet

m. H. t. dette Stof. Naar Urinen er overmættet m. H. t. Stoffet, er Mætningsgraden større

end 1, naar den er umættet mindre end 1. (Se Johannes Meyer: Om Urinvejskoncrementer-

nes Opløselighed. Kbhvn. 1927. S. 81.)

26 I