Stenkernen dannes ved forbigaaénde tæt Sedimentdannelse i Urinvejene. En
saadan tæt Sedimentdannelse vil fremkomme, naar Urinens »Mætningsgrad*)
m. H. t. eet eller flere af de stendannende Stoffer forbigaaende forøges stærkt
som Følge af forbigaaénde patologiske Koncentrationsændringer i Urinen. En
Forøgelse af
Calciumkoncentrationen
vil saaledes forøge Urinens Mætnings-
grader m. H. t. samtlige calcinmholdige Stoffer — f. Eks. Calciumfosfaterne og
Calciumoxalat. En Forøgelse af
Fosforkoncentrationen
vil have samme V irk
ning paa Mæthedsgraderne m. H. t. samtlige fosforholdige Stoffer og en Æn
dring i
Brintionkoncentrationen
vil forøge Mætningsgraderne m. H. t. nogle
Stoffer og formindske Mætningsgraderne m. H. t. andre.
Hindringer for Urinens Afløb fra Urinvejene vil begunstige saavel selve
Stenkernedannelsen som dennes Retention i Urinvejene.
Kort sagt:
Aarsagen til Stenkernedannelse i Urinvejene — og dermed til al
primær Stendannelse — skulde være
forbigaaende patologiske Koncentrations-
ændringer i Urinen
af en saadan Art, at Urinens Mætningsgrader m. H. t. de
stendannende Stoffer forbigaaende stærkt forøges — evt. i Forbindelse med
gunstige Retentionsmuligheder i Urinvejene.
Denne Hypothese kunde imidlertid ikke bevises i det nævnte rent teoretiske
Arbejde.
Hvis man skulde forsøge at sandsynliggøre denne Hypotheses Rigtighed,
maatte det foregaa paa følgende Maade:
Først og fremmest maatte man have Lejlighed til at undersøge Patienter, der
frembød kliniske Tegn til en
stadig
Stenkernedannelse, d. v. s. Patienter, der
gennem længere Tid stadig led af typiske Ureterkoliker efterfulgt af Afgang
af ganske smaa Koncrementer — »Stenkerner«. Dernæst maatte man under
søge om der hos disse Patienter virkelig fandtes saadanne Koncentrations
ændringer i Urinen, at dennes Mætningsgrader m. H. t. de stendannende Stoffer
virkelig var patologisk forøget.
I det følgende skal nu omtales en Række Undersøgelser foretaget paa
Patienter-, der netop frembød kliniske Tegn paa stadig Stenkernedannelse i
Urinvejene.
I Perioden 1928— 39 behandledes paa Kysthospitalet paa Refsnæs
748 voxne
Patienter
fortrinsvis lidende af kirurgisk Tuberculose, d. v. s. Led- og Knogle-
tuberculose, Urogenitaltuberculose, Lymfekirteltuberculose etc.
*) Urinens
Mætningsgrad
m. H. t. et Stof siges at være 1, naar Urinen netop er mættet
m. H. t. dette Stof. Naar Urinen er overmættet m. H. t. Stoffet, er Mætningsgraden større
end 1, naar den er umættet mindre end 1. (Se Johannes Meyer: Om Urinvejskoncrementer-
nes Opløselighed. Kbhvn. 1927. S. 81.)
26 I