56 / 253
52
af de første som af de sidste faar vi de fordelagtigst bekendte Repræ
sentanter herop; disse Vandretrupper befæster Interessen for Skuespil
kunsten, der navnlig i Sofie Amalies Tid giver sig Udslag i Hoffets
Forlystelser, og endelig finder de franske Aktørtrupper blivende Sted
i Danmark og lægger Beslag paa Teaterinteressen i de toneangivende
Kredse.
Det er som sagt det lødigste — efter Tidens Evne og Tidens
Krav — og det mest væsentlige af Datidens aktørmæssige Skuespil
kunst i Danmark, men det er ikke alt, og det er navnlig ikke den
Kunst, der særlig tog Sigte paa de bredere Lag. Indtil et vist Tidspunkt
kunde Hoffet og Folket mødes i fælles Interesse paa disse Omraader,
nemlig saa længe den tyske Komedie var fremherskende. Da det
franske Skuespil fik Overtaget, maatte Vejene skilles. Det var ikke
blot Sproget, der satte Skel; det reflekterende franske Skuespil med
den satiriske Tendens kunde ikke finde den samme Forstaaelse i de
brede Lag som den naivt opfattede og raat tilskaarne tyske Komedie.
Saa vidt man kan skønne (og mange faste Holdepunkter er der
ikke for et saadant Skøn) stod den tyske Komedie, saaledes som den
ageredes i Danmark i Frederik den Fjerdes Dage, paa et relativt lavere
Standpunkt end for et halvt Aarhundrede siden. Næppe fordi den i sig
selv var gaaet tilbage, skønt Veltens Død (1692 ell. 93) vel nok maatte
betyde Tilbagegang, men fordi det omgivende Milieu var højnet og
Smagen forbedret, ikke mindst ved de franske Komedianters Virksom
hed. Desuden fandt anden og tredje Rangs Trupper, hvis Tal i Hjem
landet utvivlsomt var øget med Aarene, vel nok hyppigere end før
Vej til Danmark. For det store Folk med de primitive Begreber om
Scenekunst var de slette Komedianttrupper ikke mindre velkomne end
de gode.
Repertoiret var i Realiteten det samme som før, de samme Haupt-
aktioner, de samme lavkomiske og farcemæssige Nachspiel. Men alt
synes nu, under de ændrede Tidsforhold, forgrovet og plumpt. De vul
gære dramatiske Virkemidler var næppe heller bleven færre i Tal, hver
ken Blodet og Taarerne, der randt i Tragedien, eller de gloende Drager,
der krydsede i Luften1). Der er liden Grund til at komme nærmere
J) „Karl der zwölfte vor Friedrichshall“ hører i Følge sit Emne til
denne Periode. Af alle Teaterhistorikere fra Overskou og Devrient er den
anført som et typisk Eksempel paa en tysk Komedie, men om det er ret
færdigt og om de alle har været saa ringe, skal lades usagt. Af yngre
Haupt- og Staatsaktioner er det en af de faa bevarede nogenlunde fuld
stændige Tekster (mange Scener er dog blot antydede). Udgivet af Heinr.
Lindner, Dessau 1845 (findes ikke paa vore Biblioteker) og vidtløftig
citeret i Prutz’ Vorlesungen (S. 195 ff.). Stykket vides ikke at være opført
i Danmark.