57 / 253
53
ind paa Enkeltheder i Spil og Udstyr, som dog væsentlig kun er kendt
gennem Satiren over den tyske Komedie. Med Sindsro kan forbigaas
de vel kendte Træk af de tyske Banders indre Liv og Forhold, de lavs
mæssige Baand, der holdt dem sammen, den berømte Scepteraktion,
der var afgørende for Antagelse som Komediant, og Fløjlsbukserne,
som Novicen maatte være i Besiddelse af for at komme i Betragtning.
Det er altsammen meget fornøjeligt skildret af Ifflands kaade og smi
dige Pen og med Gridskhed benyttet baade af ældre og nyere Teater
historikere. En Del sandt er der vel i denne Skildring, men ogsaa
megen Digt og forvrænget Tradition, nedskrevet som den er et Hun-
dredaar efter den Tid, vi her beskæftiger os med, og med et umis
kendeligt humoristisk Sving1). At ogsaa Holberg overdriver, naar han
skal skildre os denne Kunstart, det ligger i Sagens Natur; med sit
frodige Lune kunde han ikke lade være. Det er for saa vidt godt det
samme, ellers var næppe „Ulysses von Ithacia“ bleven den straalende
Satire over tysk Komedie, som den i Virkeligheden e rs).
Der var gjort flere Forsøg paa at skabe et regulerende Midtpunkt
for Scenekunsten, uden at disse Bestræbelser dog havde baaret Frugt.
Motivet var, som det synes, virkelig at komme bort fra Smagløsheden
og give Publikum en Art Garanti for Boniteten af den Scenekunst,
der bød sig til fals. Allerede Andreas Wolf fik jo i sit Privilegium
udtrykkelig Paalæg om ikke at bringe noget frem, der var gement eller
ordinært, og en noget lignende Fordring stilledes til Nicolaus Locke,
en iøvrigt ukendt Person, der havde samlet en Bande Komedianter i
Hamborg og 1680 fik kgl. Privilegium paa at agere i Kongens Riger
og Lande, saaledes at ingen andre Komedianter kunde komme ham
paa tvers; men saa skulde han ogsaa være betænkt paa at skaffe
skikkelige (d. v. s. vel egnede) og uberygtede Personer. Saaledes hed
det i den udfærdigede Bevilling, men i Konceptet var Kancelliets Tanke
nærmere præciseret, idet der oprindelig havde staaet, at han skulde
„tiltænkt være skikkelige Folk, vel udmonterede, derpaa [nemlig paa
sin Skueplads] at holde, og ikke nogen gemene, mens altid nye og
rare Komødier og Inventioner at anrette“8). Man læser mellem Linjerne,
J) A. W. Iffland, Almanach furs Theater 1807, S. 139 ff.
2) Paludan, der ud fra Ulysses drager Slutninger om den tyske Komedies
Stil og Sprog (Hist. Tidsskr. 6. R. II, 54), vælger sine Eksempler med
Omhu; de er snarest lidt for litterært formede til at kunne høre hjemme
i den virkelige tyske Komedie. Men Overdrivelser vil lige saa let kunne
paavises. Overdrivelsen er jo netop Parodiens Kendemærke.
8) Sjæll. aabne Breve 1680, Nr. 379 (Koncept); Løches Privilegium
trykt (efter Registranten) i K.D. VI, 7 5 1, hans Andragende til Kongen hos
Overskou (S. 265). Han er næppe identisk med den Auditør Nicolaus
Locke, som Werlauff nævner (S. 503).