63 / 253
59
Stephan Sytphen (1601-66), der sammen med en Broder paa Tredive-
aarskrigens Tid fik Adelskabet bekræftet, drog i en Menneskealder
rundt paa Professionen i det romerske Rige, i Böhmen, Ungarn, Kroa
tien, Sverig, Polen, Danmark og Vallakiet samt i andre fjerne Lande,
som det hedder i en Ligprædiken over ham. Han var vel udstyret,
thi da han 1636 sammen med en anden Okulist af samme Slægt blev
overfaldet paa Landevejen af femten Ryttere, bortførte Røverne et
Bytte af ni skønne Heste, Vogn, Guld og 3000 Thaler i Penge.
Det var altsaa baade ansete og velstaaende Folk, og der forlyder intet
om, at de havde nødigt at bruge Komediespil for at trække Kunder
til. Skønt — maaske har det netop hørt til Næringen1).
Andre, der ogsaa drog om med et rigt Udstyr og nød en vis, om
end noget betinget Anseelse, forsmaaede det i al Fald ikke. Bl. a.
ikke Italieneren Sebastiano di Scio, der baade gav Komedier, Balletter
og Marionetspil, og som ganske ødelagde Forretningerne for den Vel-
tenske Trup, da den i Begyndelsen af 1690erne søgte til Berlin2). Baade
før og senere dukker denne Italiener op hos os. I 1695 andrager han
Kongen om at maatte forhandle sine Medikamenter i Riget, og det
medicinske Fakultet, der blev spurgt til Raads, mente, at de i hvert
Fald ikke kunde skade. Han kalder sig Sebastiano di Scio deto Harle
kino, har allerede været her 1688 og søgt at blive Hofdestillatør —
selv Dronningen har konsulteret h am 3). Alene disse Lægemidlers
Navne, saaledes Balsamo sympatico, Elixir proprietatis philosophicum,
Balsamo per forteficatione de nervi og Spiritus antipodagricus, maatte
sætte Fantasien i gavnlig Bevægelse og drive paa Helbredelsen af de
Onder, de var bestemt for. Ganske vist glemte Scio at indløse sit Privi
legium4), hvilket dog næppe forhindrer, at han kan have drevet sin
Medicinalhandel og sit Komediespil i Landets Købstæder. I 1696
træffes han i Sverig5). Ogsaa ved Frederik den Fjerdes Hof maa han
have virket en Tid, thi da han i Maj 1702 efter et nyt Ophold i Dan
mark drog til andre Egne for at agere og sælge secreta medica, og i
den Anledning forsynedes med kongeligt Pas, kaldes han „Aulæ nostræ
4) Pers. Tidsskr. 5. R. III, 54 ff., og Mitteilungen des Freiberger Alter
tumsvereins 19 0 3; desuden: Hauptstaatsarchiv i Dresden, Loc. 8857 Justitien-
Sachen Anno 1623 og Loc. 10024 Oculisten-Privilegia, samt Stadtarchiv
smstds., Acta der alhiesigen privilegirten Apothekere contra die fremb-
den Artzte.
2)
A. E. Brachvogel, Geschichte des Königl. Theaters zu Berlin (1877)
I, 47 ff. Scio var ogsaa i Berlin 17 0 1 og de nærmest følgende Aar.
*) Sjæll. Miss. 1695, Nr. 10 7 ; Sjæll. aabne Breve 1688, Nr. 242; Over-
kammerjunkerens Regnsk., ved Marquard, S. 453 m. fl. St. (han kaldes her
.den italienske Harlekin“); Pers. Tidsskr. 7. R. III, 59 f.
4) Sjæll. aabne Breve 1695, Nr. 84, jvfr. Patenten 1695, 2 1. Maj.
)
Carl Silfverstolpe i Framtiden 1877, S. 143.