62 / 253
58
Disse tyske Trupper, der havde stort Ry og grundlagde den tyske
Skuespilkunst, synes efterhaanden at være indtruffet sjældnere og blev
tilsidst helt borte. Den berømte Carolina Neuber, der med sin Mand
sluttede sig til Spiegelbergs Bande i Aarhundredets andet Tiaar og
senere dannede egen Trup, vides ikke at have spillet Komedie i Dan
mark saa lidt som den Elenson-Haack’ske, der ogsaa havde godt Lov
paa sig. Det er lidet rimeligt, at disse fremragende Komedianttruppers
Besøg skulde være gaaet sporløst hen. Til Gengæld kom der andre,
langt ringere paa Straa, og navnlig i Provinsen stod det slet til med
den udøvende dramatiske Kunst. Okulister og Empirici, der brækkede
Tænder ud paa Folk, opererede for Brok og Stær og solgte alskens
Arkana, slog hyppig deres Theatrum op paa Smaakøbstadens Torv for
at lokke Kunder til ved Komediantspil og Pickelherings-Løjer. Ganske
vist var det dem forbudt at falholde Apotekervarer, enten det var
simplicia eller composita1), men Loven blev næppe saa nøje over
holdt.
Omrejsende Kirurger var en ældgammel Kulturtype. Den franske
Jonglør Rutebeuf fra Midten af det trettende Aarhundrede skildrer i en
satirisk Monolog en saadan „Stærstikker“ og „Tandtrækker“, der rej
ser rundt til Markederne paa sit Æ sel2). I det syttende og attende
Aarhundrede var denne Type endnu i Flor i de tyske Stater. Forsynet
med Privilegier af Kejseren og Kurfyrsterne drog den vandrende Kirurg
og Mirakeldoktor om fra Marked til Marked, opererede blinde, kurerede
for Kræft og Blæresten og solgte mystiske Lægemidler, bl. a. Theriak;
jævnlig laa han i Strid med de stedlige Apotekere, som han gik i
Næringen. En tysk Familie von Sytphen, der førte Adelsvaaben og
fra hvilken rimeligvis de danske Baroner Zytphen-Adeler har deres Ud
spring, var gennem flere Slægtled privilegerede omrejsende Kirurger —
Oculisten, Stein- und Bruchschneider samt Leib- und Wund-Aerzte.
Interesse, er oprindelig fortalt paa modstridende Maade af de gamle tyske
Teaterhistorikere Lowen og Schmid og er gengivet af en Mængde nyere
Skribenter. Devrient (Geschichte der deutschen Schauspielkunst I, 344) og
Overskou (127) er helt fabelagtige i deres Stedsangivelser. Schmids Ud
giver Paul Legband (S. 245) og Karl Mantzius (De store Skuespilleres Aar
hundrede, 26 f.) anser Schmids Version for den troværdigste, hvilket den
sikkert ogsaa er. Overalt tidsfæstes Begivenheden til Fasten 17 10 , hvad
der allerede af den Grund er usandsynligt, at Skaane (og andet Rejsemaal
kan der ikke godt være Tale om) paa dette Tidspunkt var oversvømmet af
en dansk Hær, som først rømmede Landet efter Slaget ved Helsingborg den
10. Marts. Vinteren 1709-10 var ogsaa mild, Isforholdene lagde ingen Hin
dringer i Vejen for Flaadetransporterne (sml. Bidrag til den store nordiske
Krigs Hist. II, 354, Note 4).
*) Forordn. 4. Decbr. 1672, Art. 30.
2) J. P. Jacobsen, Det komiske Drama, S. 49 f.