466 / 494
455
blik og det Heltemod, som dog ogsaa maatte findes,
naar Danmark skal frelses . . . For mine Øjne bryder
Folkehistorien Staven over enhver Regering, som ikke
kan og vil tækkes sin Almue, og rækker kun den Re
gering Kransen, som bedst ved at ramme Menigmands
eller Almuens sande Tarv, hvad dog umulig i vore
Dage lader sig ærlig arbejde paa, uden hvert Øjeblik
at støde og, som man siger, forurette det i alle Maader
storladne Parti, der med sine vidtløftige Verdensansku
elser, med alle sine døde og levende Sprog og med
alle de vildfremmede Lovgivninger og Grundsætninger
staar megen Fare for at overse tillige med Menigmand
hele Folket og Fædernelandet, især naar de er saa
smaa som de danske1). — Derfor skal det være mit
inderlige Ønske, at Majestæten snart maa faa Lykke
til at skjænke Danmark et Statsraadshoved, som den
danske Almue kan se op til med samme Tillid og For
trøstning som til den Hædersmand, hvis Støv de i Dag
med dyb Vemod bære til Hvile, og det skal være min
Bøn til Gud, den store Folkefader, at han vil skjænke
en saadan værdig Efterfølger af Hædersmanden Rotwitt
ikke blot alle de Evner, men ogsaa al den Tid og alt
det Held, som udkræves til i saa vanskelige Dage at
føre det fra Arilds Tid berømte, men nu hartad stran
dede Orlogsskib ind i Folkelighedens, Frihedens og
Fredens ønskelige Havn. Og naar det sker, da skal
det sikkert ikke blot være fra én Side, men fra alle
Sider, at Hædersmanden Rotwitt nævnes med Høj
agtelse og Vemod som det første Statsraadshoved hos
’) D et e r naturligvis d et n ationalliberale P arti, han sigter til.