469 / 494
45
§
være Majestæten vel bekjendt, at der lige fra Begyn
delsen har hersket og hersker endnu uforligelige Me
ninger«. Opfordringen motiveres simpelt hen ved Hen
visning til Rigsdagens formentlige Mangel paa Beretti
gelse til at vedtage det i den foreliggende Skikkelse.
Kongen lod svare, at han ikke kunde gaa ind paa
Andragendet og derfor ikke personlig vilde se dem.
Tresindstyve Rigsdagsmænd tilstillede ved Rigsdagens
Slutning Grundtvig og Tscherning hver en Taksigelses-
Adresse for deres Optræden ved denne Lejlighed, men
den nationalliberale Presse var selvfølgelig meget op
bragt over det usædvanlige Skridt, de to Aldersformænd
havde tilladt sig. Grundtvig og Tscherning havde i
mange Spørgsmaal staaet skarpt over for hinanden,
hvilket Dagspressen ikke undlod at fremhæve, idet den
raillerede over deres Enighed paa dette Punkt. I den
Anledning bemærkede Grundtvig: »Til Slutning vil jeg
betro baade »Dagbladet« og »Fædrelandet«, at jo mer
de fremhæver Uenigheden mellem Tscherning og mig
om mange vigtige Spørgmaal, des mere Vægt vil Fol
ket lægge paa vor fuldstændige Enighed, hvor det
gjaldt Grundloven og Folkeretten, og at jo mere Bla
dene sværter vore Navne, des bedre vil Navnene klinge
i Folkets Øren, og des mere vil Bladene falme i Folkets
Øjne, saa det vilde vist tjene Bladene selv bedst, om
de lod deres seneste Æresbevisninger blive de sidste«.
Om Grundtvigs private Liv er der ikke stort at
fortælle, efter at han var bleven Præst ved Vartov;
det gled i det hele stille og roligt hen. I Januar 1851