473 / 494
462
sædvanlig prædiket, og det havde han ogsaa gjort den
foregaaende Dag — det var en Mandag, han døde.
Selve Dødsdagen var der intet som helst paafaldende i
hans Tilstand, før han om Eftermiddagen KL 5 bort
kaldtes af et Hjærteslag. Hans sidste Digt, der er
skrevet kort før hans Død, er et Opgjør med denne
Verden:
G am m el nok jeg nu er blevet
m ellem V ug g en m in og G rav.
N u jeg staar ved F a ld e re b e t
ved d et store, vilde H av,
hvor M agneten er G udsordet,
og G uds A a n d staar selv ved R o ret.
Storm ene er frygtelige,
stille staar h e r M andevid,
n æ rm est er de dødes R ig e ,
n em t det er at stæ vne did ;
m en, o ve for U glesangen!
B un d løs d er er U ndergangen.
V e l paa jo rd isk V is at regne
lan g t af L e d er P aradis,
er os n æ rt dog alle V egne,
hvor hos O rd et er G uds P ris,
saa for Sjæ leøje-Stavnen
b rat sig aabner H im m el-H avnen.
Ja, hvor A a n d en staar for Styret,
og G uds-O rdet er K om pas,
gjæ lder, som i Æ v en ty ret,
E vighedens. T im eg la s;
dér sig brat, som sagt, saa gjort,
aabner E vig h ed en s P o rt.
D erfor Jesu s-K ristu s-N av n et
prises skal evindelig;
af hans K jæ rlig h e d om favnet
H jæ rte t er i H im m erig ;
naar m ed denne V erd en brydes,
til G uds-B ordet vi indbydes.