477 / 494
4 6 6
Domme, han fældte, især over livad vi ikke kunne se:
H jæ rtelaget hos M od standerne; de mæ rkede det derpaa,
a t han ikke plejede at søge sit eget, men Herrens og
hans Menigheds. Hvilket kjæ rligt H jæ rte han havde,
d et blev hans V enner aabenbart, naar han i deres Mod
gangs D age kom til dem med de klare T aa re r paa sin
K ind for at trø ste og raade, og af, hvor inderlig han
kunde glæde sig med dem, naar d e t gik dem vel • thi
han fulgte Apostelens Bud, at glæde sig med de glade,
græde med de grædende. D et m aatte de vel sande,
gamle og unge, som kom til denne flittige og arbejd
somme Mand, saa’ ham lægge al T ing til Side for at
høre paa, hvad de sagde, for at meddele dem de R aad
og Oplysninger, der stode i hans Magt (og han vidste
meget). D e t var ikke saa, at han talede sine Venner
efter Munden eller fordæ rvede dem ved a t rose dem.
Nej, sk arp t dadlede han, hvad han m aatte misbillige
hos dem, og gav dem derved V idnesbyrd om, at han
elskede dem og Sandheden højere end deres V e n sk a b 1).
Jeg siger dette som den, der er et V idne til alt dette
og ikke kunde undlade at udsige det, dersom jeg Ak
Lejlighed til at tale ved den afdødes Baare, og d et siger
jeg til den H erres Æ re , han stadig havde for Øje, og
hvis T ug t og T rø st i A anden han gjærne tog imod og
takk ed e for. D en F red, hvorfor han stred, ogsaa i sit
Indre, vandt han ved Guds Naade. Og saa gav Gud
ham den Lykke i et usædvanlig langt Levnedsløb at faa
at se, hvordan d e t meste af, hvad han havde virket og
J) E t overo rd en tlig sm ukt og k arak teristisk E x em pel paa d et sidst
anførte T ræ k findes i G rundtvigs og F en g ers B revvexling; se F r.
B arfod: P e te r A n d reas F en g er, en L evn ed steg n in g S. 134 o. ff.