475 / 494
464
blik af hele Højtideligheden her i Byen, ligesom der
vist ogsaa med Grund er blevet sag t, at en saadan
salm esyngende Menneskemængde næppe er gaaet
gjennem K jøbenhavns Gader i mange Aarhundreder.
F ra V artov, hvor alle V induer vare fulde af de gamle
Koner, gik T o g e t til Banegaarden. »Dejlig er Jorden«
og »Op dog Zion, ser du ej« lød fra de tæ tte Skarer.
V ed Banegaarden toge de fleste A fsked , men en
6— 700
Mennesker, Mænd og Kvinder af alle Samfunds
klasser og fra alle L andets E gne toge med d et Extra-
tog, der førte Grundtvigs L ig til K jø g e 1)«.
A f de mange T a le r, der holdtes i Anledning af
Grundtvigs D ød , ved hans Baare og paa det kirkelige
Vennemøde den
1 2
te S ep tem ber, skal her til Slutning
kun anføres et S tykke af, hvad P. A. F enger udtalte
i F relsers K irke, fordi der her lige saa ko rt og klart
som smukt peges p aa væsentlige personlige Sider hos den
bortgangne S torm and: »Det er med dyb t bevæ get
H jæ rte, at jeg staar p aa dette S ted for a t lade Munden
tale nogle faa O rd af H jæ rtets Overflødighed. Paa
samme S ted stod han, min aandelige F ad er og Ven,
da jeg for om trent
50
A ar siden først læ rte ham at
kjende. Hans R ø st lød mægtig under disse Hvæ l
vinger. Hans Ord og P rædiken var som en vældig
F o s , der bruser ned fra en K lippetinde. H an var en
Stridsmand. Men hans S tridsvaaben vare ikke kjøde-
lige, men mægtige ved Gud til Befæstningers F o r
sty rrelse , til at forstyrre Anslag og al H ø jhed , som
opløftede sig mod Guds Kundskab, og til at tage al
b J . K r. M adsen: N . F . S. G rundtvigs Jo rd efæ rd.