472 / 494
Danmark, men i hele Norden, og den Gang, da han i
1826 stod som en tilsyneladende slagen Mand, der
havde trukket det korteste Straa over for den her
skende Tidsretning, havde faaet sin literære Virksom
hed stækket ved den livsvarige Censur, han var bleven
idømt, og følte det som sin Pligt at lade sin Røst for
stumme i Herrens Hus.
Men han var bleven
sig selv tro til det sidste, og de paa én Gang stolte
og ydmyge Ord, han den Gang udtalte i sit literære
Testamente, kunde sættes som Motto for hele hans
Liv: »Lad de lærde sætte deres Ord imod mit og be
vise, at de blev klogere, at de blev klarere ved deres
stille Granskning end jeg ved min Gjæring, som I kan
se, jeg slap dog fra med Livet, og som jeg ikke har
kunstig afbildet, men ladet saa varm, saa fuldstændig
og levende, som jeg det kunde, udstrømme paa Papiret
for derfra at indstrømme i beslægtede Naturer og vække
den levende Kamp, uden hvilken vi er Dødens Trælle,
uden hvilken vi se aldrig den levende Klarhed, som
overstraaler Fuldkommenhedslandet og vindes kun her
neden, som Bruden er vundet, naar hun livsalig ind
smiler Haabet i Bejlerens Pljærte! En Mand er jeg
blevet, ringe til visse, hvad man kalder slet ingen Ting,
men dog en Mand, som ej vilde bytte med Jorderigs
Konger! Skribent er jeg blevet, vist nok ej af de for
gudede, men en Skribent, som ser sig tilbage, ser sine
Fejl, retter dem gjærne, men smiler dog kun over dem
og over de Øjne, som saa’ ikke andet«.
Den 2den September 1872, altsaa ganske kort før
han fyldte sit 89de Aar, døde Grundtvig pludselig. Han
havde i den sidste Tid været svag, men havde dog som