467 / 494
456
os, der gjorde folkelig Frihed og folkelig Lovgivning
til sit Løsen, men fik hverken Ørenlyd eller Livsfrist
til mere end det samme«.
»Naar man drages til Minde«, hedder det i N.
Lindbergs anførte Skrift, »den Tid, da Grundtvig ud
talte disse Ord, mindes, hvor rasende forbitrede de,
der hidtil havde haft Magten, var paa det Rotwittske
Ministerium, hvordan Kjøbenhavn ved den Lejlighed
førte sig o p , saa Drengene paa Gader og Stræder
høstede Bifald for Raabene: »Rotwitt, godt Skidt!« og
hvordan man tog Rotwitts pludselige Død til Indtægt
som en Guds Dom over dette Ministeriums Retning,
da vil man let forstaa, at kun en dyb Trang til at give
Sandheden Æren kunde bevæge Grundtvig til ved
denne Lejlighed at træde frem. Havde han ikke med
Glæde hilset det Rotwittske Ministerium og med Sorg
set det falde sammen ved Rotwitts Død, da var han
sikkert ikke optraadt ved denne Lejlighed, da han jo
hverken stod den afdøde eller nogen af de andre
Ministre personlig nær; men han vidste, at han ved
denne Lejlighed fik de danske Bønder i Tale, og til
den danske Bonde var det da ret egentlig, han hen
vendte disse Ord. Hverken Rotwitt eller noget Med
lem af hans Ministerium var eller blev mistænkt for at
være »Grundtvigianer«, saa det var ikke Personerne,
men Sagen, de vilde føre igjennem, den folkelige Frihed
og den folkelige Lovgivning, der drog Grundtvig hen
til det«.
Det andet Træk af Grundtvigs politiske Liv, her
skal omtales, er hans Optræden, efter at den »gjennem-
sete Grundlov« var vedtaget paa Rigsdagen 1866. Han