476 / 494
465
T ank e til F ang e under K risti Lydighed. Han havde
mange M od standere, og alt den Gang var der dem,
som b eraab te sig paa Morten L u ther imod hans Læ re
og Forkyndelse.
Men han sagde derom : »De kalde
paa Morten Luther, som er død, og lovprise ham, men
kom han levende ind iblandt os, vilde han gribe -
A andens Svæ rd og kløve disse sine Lovtalere til
Bæ ltestedet«. D et har jeg hø rt med disse mine Øren
i denne K irke. En Stridsmand var han, og strides
maa der i denne onde Verden. D et gjorde han og
kvad d e rom :
K æ m p e vi m aa i den lø ben d e Tid,
L iv et h e r n ed en er S tr id !
S trid e maa A an d en saa saare h e r nede,
før en d sin V inge den m æ gter at brede,
siride m aa A an d eu m od V in d og m ed V inge,
før d en til H im len sig m æ gter a t svinge.
K u n om den sejrendes saarede T inde
P a lm e r og E vigheds-B lom ster sig vin d e;
læ n g e i K am p sig m aa røre vor T unge,
før den om F red e n kan v æ rdelig sjunge;
a ld rig et H jæ rte i K jæ rlig h e d sm elted,
før end sig B lodet først brusende væ lted;
hvo k je n d e r F red e n og h ar ik k e stridt?
h v o r er den frelste, som in tet h ar lidt?
Den Kamp, han førte og vilde føre, førte han ikke
af L y st til Strid, men for Fredens Skyld, den sande,
søde, livsalige F red. D e t saa’ mangen Gang ikke de
mere fjæ rnt staaende og de, som ikke forstode, hvorom
K am pen drejede sig. Men hans næ rmeste og de, som
havde den Lykke at komme i hans Hus, de læ rte det,
de hø rte det af hans Tale, de mæ rkede det af hans
Fæ rd, de forstode det af de milde og skaansomme
Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv
og
Gjerning.
30