135 / 646
Badere
og
bartskærer
129
Denne erklæring, der i et og alt gav bartskærerne
ret, har sikkert været en stor skuffelse både for baderne
og for politimesteren, der så stærkt havde stillet sig på
disses side, og vel også for regeringen; men da baderne
selv havde valgt og regeringen udnævnt de tre voldgifts-
mænd, var det ikke godt muligt at gå imod kommissio
nens erklæring. Regeringen tog da også resolut det stand
punkt at lade alt blive ved det gamle, ved allerede
6
. Maj
1702 at konfirmere bartskærernes privilegier fra 1684
uden ændringer, og disse kunde således efter næsten tre
års kamp atter føle sig rolige over for baderne, mindre
over for lægerne, i hvis rettigheder de langt oftere og ved
deres større antal langt mere føleligt greb ind med be
handling af indvortes sygdomme end de få badere med
behandling af udvortes skader i bartskærernes. Ikke for
intet havde af kommissionens tre medlemmer de to været
læger, den ene endda byens øverste medicinale myndig
hed; der er i erklæringens slutning en tydelig advarsel
til bartskærer og badere om ikke at »overgå deres græn
ser« ved at befatte sig med patienters indvortes kur og
medicinforskrivelse og tillige en kraftig opfordring til re
geringen om at straffe sligt med »anselig mulkt«; og
her behøvede lægerne ikke at henvise til en række gamle
inden- og udenlandske forordninger, de havde til deres
støtte den endnu ret ny medicinalforordning af 4. De
cember 1672.
De tre badere, der havde rejst kampen og tabt slaget,
holdt sig da også stille efter det; alle tre døde de lige før
og i pesttiden 1711, så at der i 1712 på engang kom tre
ny badere, af hvilke J e n s F r i i s hk borgerskab som
bader 23. Maj 1712 — nogen bevilling for ham kendes
ikke — og døde 12. Januar 1717; han havde bolig i Kri
sten Bernikovstræde; huset blev vurderet til 900 rdl., det
er alt, hvad der vides om ham, medens hans to samtidige
er mere kendte, til dels ved deres stridigheder med bart
skærerne.
9