515 / 646
Et Fald nedad Ærens Trappe
509
livad han ejer, ind paa ved Domstolene at blive renset
for den og faa Oprejsning. Men Knap har valgt en an
den Vej. Befrygtelig har hans Samvittighed ikke raa-
det ham til at faa Sagen afgjort ved Dom; han har
skyet Lyset og i Stedet for troet det tjenligst ved en Af
bigt — det, han kalder et Forlig — at indgaa paa saa
haarde Konditioner, at han bestyrker Beskyldningen, ja
han har endog maattet betale Mulkt. Han burde selv
have indset, at en Øvrighedsperson, der søges ved Ret-
len for saadanne Sigtelser, vel kan rehabiliteres ved en
Frifmdelsesdom og derved tilkendes Reparation, men
ingenlunde ved en ren Afbigt, der bestyrker Saggivelsen.
En Øvrighedsperson bør være immaculatus famæ, og
særlig gælder det en Øvrighedsperson i Kongens Residens
stad og i en Menighed paa 93,000 Mennesker, hvoriblandt
der er gode og onde, lydige og ulydige samt dristige.
Det er meget ubehageligt og tungt for Magistraten, at
en af dens Midte beskyldes for saadanne Ting og maa
»gøre en Jøde Afbigt« — det er tydeligt, at for Braem
og hans Samtid var det langt værre end, om det havde
været en Kristen — og ved at betale Mulkt indrømme,
at Beskyldningen er sand. Paa Raadstuen forekommer
mange Sager, hvor man maa foreholde Parterne deres
Adfærd, og det vilde være meget ubehageligt, om det
skulde forekastes Magistraten, at en af dens Midte gjorde
noget, der var værre, og der er dem, der er dristige
nok til at komme med saadanne Bebrejdelser. Hvis
Knap mod al Formodning skulde blive i Raadstuen
efter en saadan Beskæmmelse, maatte han, hvor lidet
skikket han end var dertil, efter sin Tur bivaane Lavs
samlingerne, og det vilde være beskæmmende for Magi
straten, om en eller anden, Mester eller Svend, skulde
opstaa og forekaste ham denne Sag. For at forekomme
et saadant Vanrøgte har baade Braem og andre søgt at
overtale ham til selv at søge sin Afsked, »allerhelst da