517 / 646
Et Fald nedad Ærens Trappe
511
og troede, at den vilde kunne skade ham hos hans
Handelsvenner, hvad Knap aldrig havde tilsigtet. Han
haabede derfor, at Kongen vilde være saa naadig at lade
Sagen bero og ikke lade den føre videre frem til Dom
stolene.
Kancelliet tillod sig dog at være af en anden Me
ning og saa paa Sagen med Braems Øjne. Genném
Magistratens Præsident gav det ham Valget mellem selv
at søge sin Afsked — en meget lempelig Afgørelse,
skulde man synes — eller blive tiltalt for Embeds For
brydelse og midlertidigt suspenderes. Men Braem kunde
ingen Vegne komme med ham; han var spydig og over
legen under Forhandlingerne, og Braem maatte meddele
Kancelliet, at han havde det bestemte Indtryk, at Knap
overhovedet ikke havde Begreb om, af hvor stor Vigtig
hed Sagen var for ham. Da han ikke var at formaa
til at afgive en positiv Erklæring, men henskød sig un
der Majestætens Godtbeiindende — da han af sin Naade
havde betroet ham Embedet, maatte han ogsaa af sin
Naade afgøre, om det skulde fratages ham —, indstil
lede Kancelliet i Maj 1785, at der blev anlagt Sag mod
ham, og ved kgl. Befaling af 13. Maj blev det ogsaa
bestemt, at den skulde føres ved Hof- og Stadsretten.
Men da Generalfiskalen, Peter Uldall, gjorde gældende,
at det var nødvendigt at forhøre Knap og konfrontere
ham med Unna, hvilket vilde forhale Sagen ved Hof-
og Stadsretten, blev der 3. Juni nedsat en Kommission
a f de to Assessorer Andreas Bang og Ole Thestrup, og
denne dømte ham 5. Decbr. 1785 til at have Embedet
forbrudt.
Knap appellerede imidlertid Dommen, og
derved forhaledes Afgørelsen endnu et Aar, idet den be
kræftende Højesteretsdom først faldt 11. Decbr. 1786.
I Præmisserne hedder det, at han havde gjort sig skyl
dig i overlagt Overfald og Bedrageri, hvilket var saa
meget mere afskyeligt for en Øvrighedsperson, da Loven