516 / 646
5 1 0
Et Fald nedad Ærens Trappe
der intet tabes derved, da han vistnok ikke kan opleve
den Tid, da han i Raadstuen kan nyde L ø n 1), og der
imidlertid kunde indtræffe mange andre ulykkelige Ting
som Følge af denne Sag« . Men Knap vilde ikke, og i
det hele har han vist en »usædvanlig Ligegyldighed og
den ham egne Letsindighed«, ja han har endog pukket
paa, at han havde mægtige Patroner, der nok skulde
beskytte ham. Braem beder derfor Kongen, som altid
har vist den af saa mange værdige Personer bestaaende
Magistrat sin synderlige Naade, foretage det, som kan
befri den for Eftertale og Omdømme hos Byens Ind
byggere, at den ikke skal sættes under lige Prædikat
med Justitsraaden.
Knap saa imidlertid eller lod i det mindste, som
0111
han saa Sagen paa en helt anden Maade. Braem var
hans svorne Fjende og hadede ham ; han havde altid
været imod, at han fik Sæde i Raadstuen, og nu vilde
han benytte Anledningen til at komme ham til Livs.
Sagen mellem ham og Jøden var en helt privat Affære,
som nu var endelig afgjort til begges Tilfredshed, og
den vedkom ikke Tredjemand, som havde at holde sin
Næse derfra, og i alle Tilfælde berørte den ikke i mind
ste Maade det ham allernaadigst anbetroede Embede,
som han havde røgtet upaaklageligt, og desuden kunde
enhver jo fejle og derfor godt bestyre et Embede, det
var der da saa mange Eksempler paa. Han var saa
meget snarere gaaet ind paa Forliget, som Stævningen
havde vakt Uro i hele hans Hus og især hos hans kære,
syge Kone, som havde tillagt Historien langt større
Betydning, end den i Virkeligheden havde, og saa og-
saa for Unnas Skyld, da denne havde taget sig hans i
Hidsighed fremførte Beskyldning for Aager meget nær
Viceraadmændene fik ingen Løn, men rykkede efterhaanden
op, naar de virkelige, lønnede Raadmænd gik af.