130 / 269
ling. Vedrørende et andet af vor Organisation rejst Spørgsmaal om Indførelse
af en lavere Afgangsalder opnaaedes kun Tilsagn om, at man vilde overveje
Stillingen, hvis Staten foretog Nedsættelse.
Det opnaaede Resultat var i lønmæssig Henseende ikke imponerende, men
maa nærmest betegnes som det mindste, der var Mulighed for at give Tilslut
ning til. Et Produkt af førte regulære Forhandlinger var Resultatet jo imidler
tid, og det blev da ogsaa — omend uden Begejstring — godkendt af en ekstra
ordinær Generalforsamling, der i Dagene 5. og
6
. Juli var indkaldt for at tage
Stilling dertil. For vore Medlemmer betød det opnaaede Nettoforhøjelser af
Slutlønnen for gifte paa henholdsvis 224 Kr. (Reservebrandmestre m. fl.) og
233 Kr. (Brandmænd). Aaret efter med Virkning fra 1. April 1938 opnaaede
Statstjenestemændene ved en særlig Lovgivning et Løntillæg, det saakaldte mid
lertidige Løntillæg, der for gifte Tjenestemænd androg 168 Kr. aarlig. Tillægget
blev ydet til delvis Dækning af »Madsen-Mygdal Hullet« i Skalaen for Ydelse
af Reguleringstillæg. Kommunen fulgte Eksemplet, idet Lønreformen af 1937
i sit System var identisk med de for Statens Tjenestemænd gældende Bestemmel
ser. Tillige med den pr. 1. April 1937 stedfundne Lønforhøjelse og Forhøjelsen
af Satserne for forskudt Arbejdstid var der hermed for vort Vedkommende op-
naaet Lønforhøjelser paa ca. 420 Kr. aarlig, et Resultat, der alt taget i Betragt
ning ansaas for at være godt.
De Spørgsmaal, hvis Løsning ved Afslutningen af Lønforhandlingerne i 1937
blev udskudt til senere Forhandling, gik det kun langsomt med. Dette skyldtes i
høj Grad Borgmester Hedebols formaalsløse Drilleri, idet han nok respekterede
Organisationernes vedtægtsmæssige Ret til at blive hørt, men ganske undlod at
tage Hensyn til det anførte. Han maatte imidlertid fortrække i Forbindelse med
den Forfatningsændring af Københavns Kommunes Styrelse, som traadte i Kraft
den 1. April 1938. Ved den samtidige Ansættelse af en Overborgmester (Viggo
Christensen) i Forbindelse med Valget af en Del andre Magistratsmedlemmer,
blev det herefter mærkbart for Organisationerne ved Sagernes Behandling, at
det ikke alene var et Person- men ogsaa et Systemskifte, der dermed havde fun
det Sted. Ved de følgende Forhandlinger lykkedes det bl. a. at faa løst Bereg
ningsgrundlaget for Overarbejde i Overensstemmelse med derom fremsatte
Krav, hvilket medførte væsentlige Forhøjelser fra 1. April 1938 sammenlignet
med de hidtil gældende Bestemmelser. Vedrørende vort Krav om Betaling for
forskudt Arbejdstid for alle Nat-, Søn- og Helligdagstimer i Forholdet 2 til 3,
gik det dog mindre godt i første Omgang, idet Organisationerne efter indtræn
gende Henstilling fra Overborgmesteren maatte tilslutte sig, at Sagen henvistes
til Fællesudvalget, der skulde behandle Tjenestemændenes Normeringsforhold.
Som Motivering for sit Standpunkt anførte Overborgmesteren, at under Hensyn
til en stedfunden Forrykkelse af Budgettet var man allerede af finansielle Grun
de afskaaret fra at optage Sagen til Løsning paa daværende Tidspunkt. Det var
imidlertid Overborgmesterens Opfattelse, at Organisationernes Krav vilde være