242 / 245
Anmeldelser
Harald Ilsøe: Bogtrykkerne i København og deres virksomhed ca. 1600-1810. En biobibliografisk
håndbog med bidrag til bogproduktionens historie. København 1992. 304 s., ill.
Denne håndbog rummer en detaljeret oversigt over de københavnske bogtrykkere og
deres produktion gennem mere end 200 år baseret på en nøje gennemgang af trykte og
utrykte kilder.
Efter omtale af kilder og tidligere litteratur til emnet følger bogens centrale afsnit, en
gennemgang i kronologisk rækkefølge af 103 københavnske bogtrykkere i den nævnte
periode. Der bringes en del biografiske oplysninger om den enkelte bogtrykker, årstal,
borgerskab, ægteskab m.m., derefter oplysninger om etablering af firma og andre
erhvervsmæssige forhold samt karakteristik af bogtrykkeriets produktion.
I et mindre afsnit redegøres der for udviklingen i antallet af trykkerier og trykpresser i
perioden samt størrelse af det beskæftigede personale, desuden bogproduktionens
omfang belyst gennem oplagstal.
Illustrationerne viser karakteristiske titelblade og vignetter fra den københavnske bog
produktion.
Det er først og fremmest en oversigt for specialister, som giver et vigtigt bidrag til det
"storbyerhverv", som bogproduktion i høj grad er. Men der er også grund til at gøre per
sonal- og slægtshistorikere opmærksom på bogens anvendelighed som opslagsværk, hvis
et bogtrykkernavn dukker op i forbindelse med de genealogiske studier.
Torben Ejlersen
Kvindelig Sejlklub 1942-1992. Historisk tekst og billedredaktion: Ingvild Alnæs, Annette Bruun og
Britta Kyvsgaard. København 1992. Udgivet af Kvindelig Sejlklub. 159 s. 115,00 kr. incl. moms og
forsendelse.
"Kvinder ka' sgu' ikke sejle" - på Bastilledagen i 1942, midt under Anden Verdenskrig,
skete i Hellerup i al fredsommelighed et angreb på en anden bastion: Mænds utilbøjelig
hed til at overlade roret til kvinder, når der krævedes lidt ud over almindelig færdighed
som gast. Uden sammenligning i øvrigt var det en nok så uindtagelig fæstning, der her
blev udsat for et stormløb.
I den allerførste tid blev den nystiftede klub omtalt som "Dansk Søpige-Klub", men
inden to uger var navnet "Kvindelig Sejlklub". Formålet var uddannelse af kvinder til sejl
ads. Der var intet kvindesagspræg over klubben, kun et ærligt ønske om at få lov til at
lære at sejle og en erkendelse af, at en mand ombord var en hindring for dette. En mand
vil altid overtage kommandoen ud fra forskellige ædle hensigter som ønsket om at udvise
hjælpsomhed og galant optræden.
Årtier senere, da rødstrømperne markerede en ny kvindefrigørelse, tog klubbens medlem
mer kraftigt afstand fra denne bevægelse; de var kvinder, der ville have lov til at sejle, der
med basta. Det eneste, der i nogen grad kan betragtes som en del af den tids kvindefri
gørelse blandt medlemmerne, var, at man sejlede topløse. Det betød ved en bestemt lejlig
hed, at en mandlig rorgænger på en anden båd følte sig kaldet til at fremvise sin kridhvide
bagdel.
Mange mandlige/mandige sejlere var imod klubben, men der var heldigvis også gode
støtter. Da klubben startede, var der hverken penge, klubhus eller båd. Kapitalen var ener
gi og optimisme. Undervisningen blev i begyndelsen varetaget af folk fra den kvindeløse
sejlklub KAS, indtil kvinderne selv havde fået uddannet førere nok til at stå for træningen.
240