243 / 245
Anmeldelser
Det samarbejde, der i de næste mange år foregik med denne mandeforening omkring
undervisning, brug af klubhus m.v., var præget af både had og kærlighed, men det aner-
kendtes at uden støtten herfra ville man have været ilde stedt i Kvindelig Sejlklub.
Klubben havde fra starten ingen ambitioner om at blive en gigant. Der var aldrig tale om
at annoncere efter medlemmer; bestyrelsen var bange for, at der så ville komme alt for
mange nye medlemmer. I følge en artikel i "Tidens Kvinder" i 1943 havde flere af medlem
merne sømandsblod i årene; Flere var i Marineministeriet og tre var oldebørn af kom
mandører. Med deres egne ord var de et tværsnit af det friske, kvindelige København i
alderen 17 til 50. Unge fruer, kontorpiger, gifte og selverhvervende mellem hinanden. Der
var dog en overvægt af ugifte. Ligesom hos de mandlige klubber var det et problem, at
man meldte sig ud ved giftermål. I slutningen af bogen skriver klubbens nuværende for
mand, at Kvindelig Sejlklubs medlemmer i dag er selvstændige, initiativrige og veluddan
nede kvinder. "KvS'erne finder det udviklende og inspirerende at fungere sammen
omkring klubarbejde og den fælles interesse at sejle, selvom de er kvinder af alle slags
temperamenter og med forskellig hverdag".
Ved starten betød besættelsestiden på mange måder opbrud og normbrud, hvilket også
kan ses i Kvindelig Sejlklub. Dengang var man eksempelvis "Des" med sine kolleger og
mange af sine bekendte, men i klubben sagde man fornavn og "du". Behovet for at kom
me ud og opleve var svært at få opfyldt under krigen, men her betød sejlturene med klub
bens første fartøj "Frida" at man kunne nyde friluftslivet, omend med besværligheder
som f.eks. forbud mod at sejle i Øresund.
For en landkrabbe er det et kig ind i en anden verden at høre om de diskussioner om
bådtyper, motor eller ej, ritualer omkring forårets standerhejsning (uden at man dog får
oplyst, hvad det egentlig er - det hører åbenbart med til almindelig dannelse at vide?) og
forholdet til kapsejladser. Her kommer kvindernes manglende konkurrencelyst åbenlyst
frem: De er ude for at nyde friluftslivet, ikke for at kappes, omend man deltager i f.eks.
"Sjælland Rundt". Til gengæld er kvindernes evne til at organisere fænomenal. "Ladies
Cup" kapsejladsen blev første gang afviklet i 1972 og er udtryk for en kæmpe arbejdsind
sats af klubbens medlemmer.
På mange måder ses samfundets udvikling gennem klubbens liv. 1 1962 fik klubben spon
sorer og begyndte at gå med firmareklame på ryggen. Holdningen til sikkerhed ombord
var da markant anderledes end i 1950'erne, da spørgsmålet om påbud om brug af red
ningsveste nok var fremme på bestyrelsesmøder, men hver gang blev frafaldet.
I første række er jubilæumsbogen om Kvindelig Sejlklub naturligvis henvendt til kred
sen omkring klubben, gamle og nuværende medlemmer. Det er nok dem, der især vil
være interesseret i at læse om de forskellige bestyrelser og almindelige foreningsproble
mer. Samtidig er bogen imidlertid et stykke interessant kvindehistorie og Københavnerhi
storie, som fortjener at blive kendt af en lidt større kreds.
Bogen består af tre dele: 150 sider foreningshistorie efterfulgt af en fem siders artikel
"Kvinder og idræt" af Else Trangbæk fra Danmarks Højskole for Legemsøvelser og et lille
efterskrift "Kvinder og sejlads" af Bente Michelsen, formand for Kvindelig Sejlklub i jubi
læumsåret. De to sidste afsnit er i og for sig interessante, men virker en smule påklistrede.
Den første del af bogen ville udemærket kunne stå alene.
Kildematerialet til udarbejdelsen af bogen om foreningens historie har været forhand
lingsprotokoller, klubblade og scrapbøger plus en række interviews. Måske kunne samta
lerne med de gamle medlemmer være brugt lidt mere; arkivalier har deres begrænsning,
og flere af de rejste spørgsmål kunne antagelig med fordel være blevet besvaret af nogle af
de involverede, hvis der havde været lavet flere interviews. Forfatterne skriver beskedent i
241