241 / 305
16
ikke Religion.
„Vi ville ikke, siger Monrad, h e r
finde et eneste Ord om Gud eller Pligt, om Religion
eller Sædelære, og dermed skal Staten lade sig nøje!
Om et Barn læ rer a t kjende sin Gud og sin Frelser,
er Staten ligegyldigt. Om et Barn tror, a t det h a r
en udødelig Sjæl, eller skal dø en Gang som en gammel
Hest, hvad Magt ligger derpaa?
Om et Barn læ rer
a t kjende, at det ha r Pligter at opfylde heri Livet,
a t d e t ikke blindt maa følge sine sanselige Tilbøjelig
heder, at det skal frygte Gud, ære Kongen og elske
sin Næste, hvad Betydning h a r vel alt det, naar det
blot kan regne med Decimalbrøk ?“ Saadan saa’ F o r
slaget ud 1873, hvordan mon de t nu vilde komme til
a t se u d ?
Med Hensyn til Religionsundervisningens
Stilling i Skolen ha r Monrad aabenbart Re t naar han
i Anledning af Halls Forslag, der vilde indskrænke
denne Undervisning til Bibelhistorie og Luthers K a te
kismus med en ko rt Forklaring, siger: „Her er et
Punk t, hvor vi formene, at man bør staa fast og ikke
begynde en tilbagegaaende Bevægelse, thi en T ilbage
trængen er Begyndelsen til Fo rtræng en .“
Men naar
Monrad i 1872 siger: „Vi frakjende paa ingen Maade
vore F ritænkere Dristighed, men vi tro dog for g o d t
om dem til at antage, a t nogen af dem turde staa
op og sige; „Giv ikke Fo lke t Kristendom, men min
Overbevisning^, da maa vi i 1885 sikke rt udbryde;
„Ak hvor fo rand re t,“ hvad den sidste Del af loc. cit.
angaar. Vi skulle jo være europæiske, enten vi ville
eller ikke, og E. Monteuils og andre Læ rebøger for
Børn vise os jo i hvad Retning Udviklingen vil komme
til at gaa, n a a r først det lykkes at faa Religionen ud
at Skolen.