243 / 305
18
(Skolen og Livet 297 f.), der efter med Styrke a t have
hævdet Nødvendigheden af Religionsundervisningen i
Folkeskolen, ud taler: „Naar den Tid, der i Skolen an
vendes til Religionsundervisningen, staar i Misforhold
til den Tid, der anvendes til Opdragelse til den vi
dende Erkjendelse, da er det indlysende, at Skylden
herfor ikke er den, a t der lægges for megen Vægt
pa a Religionsundervisningen, men a t der lægges for
liden Vægt paa de andre Lærefag; og a t Misforholdet
kun udjævnes paa en sand og naturlig Maade, naar
det efter Haanden lykkes Almueskolen gjennem en
mere udvidet Skolegang a t faa Lejlighed til ogsaa at
benytte et rigere Apparat af Læremidler« De t e r kun
paa den Maade, a t Almueskolen i Sandhed kan stræbe
hen til den Ligevægt, hvorfor Betingelserne i al Fald
ere til Stede i de andre Stænders Skoler, medens vi
derimod lige over for vor Tids tumu ltua riske Fordringer
ma a tte anse dette for det stø rste pædagogiske Misgreb,
om man i Almueskolen vilde vinde Plads for de andre
Læremidler ved at trænge Religionsundervisningen til
bage eller vel end ogsaa ved ganske at fortrænge den
fra Skolen og henvise den til Kirken. “
Vi kunne fuldstændig tiltræde disse vægtige Ud
talelser for Religionsundervisningens Bibeholdelse i
Skolen og ville særlig slutte os til Monrads Udtalelse:
De r maa staas fast, naar der er Tale om at gjøre
nogen Indrømmelse til at afknappe Tiden for Religions
undervisningen, og til Fr. Lange om det store pædagogi
ske Misgreb at ville tilbagetvinge denne Undervisning
i Folkeskolen, — ja der maa ikke gjøres den mindste
Indrømmelse; lad saa dem, der ikke ere tilfredse med