41 / 318
FRA BISPETID TIL NUTID
Om Bygningsforordningen af
1683 se S. 264.
Ifølge Byggeloven af 1939 § 27
udøves den almindelige F or
valtningsmyndighed over an
lagte Gader a f Magistraten.
Bestemmelser om Bygnings
fremspring er optaget i B y g
ningsvedtægtens §§ 19 og 20.
K . D. I, S. 663.
K . D. III, S. 370 f.
K . D. V I, S. 405.
Voldgaderne reguleres.
IC. D. V I, S. 514, 532 f.
O. Nielsen V, S. 56 ff.
»Kommission fo r Gaderne« understrege »den store Ulempe, som følger af
disse Boder og Skur, saa baade Eders kgl. Majestæt selv og alt det kgl.
Hus deraf inkommoderes, naar de frem og tilbage passerer, saavel som
ogsaa fremmede Herrer og Ministri . . . « . For Kommissionen stod det »som
ufejlbar, at alt, hvis som bygges ud paa Gaderne, det bygges ikke paa Huse
nes Ejendoms Grund, men paa Byens«, og ved Hovedstadens første Byggelov,
Forordningen af 1683, blev det paabudt, at overhovedet alle Skure og Sta
kitter ud fo r Husene skulde afskaffes — ogsaa af Hensyn til Brandfaren -—-
undtagen ved Stranden mellem Vejerboden og Holmens Bro, hvor For
tovene var brede.
Det var som sædvanlig lettere sagt end gjort. Men efter den store Ildebrand
1728 frem bød der sig Lejlighed til at regulere Forholdet, i hvert Fald i den
afbrændte Del af Byen, og det blev forbudt at opbygge Bislag og Skure over
Kældere og Hustrapper, undtagen der, livor de var nødvendige over Butikker
og Kramboder og da kun efter nærmere meddelte Forskrifter. At Fortovene
i det 18. Aarlumdrede blev brolagte »Trottoirs« til Brug fo r Fodgængere,
bar vel i nogen Grad bidraget til at afskaffe de fremspringende Udbygnin
ger, skønt Tilstandene endnu i Slutningen af Aarliundredet skildres som alt
andet end ideelle: »Fortovene ere optagne af Kælderskure, Trapper, Stole,
Borde, Bænke, Gryder og utalligt andet Skramleri, saa man ikke skulde
tro, at de var anlagte fo r Fodgængere«. Og efter Branden 1795 ansaa man
det stadig fo r nødvendigt at understrege, at Kælderhalse og Trapper i Frede-
riksberggade ikke maatte springe fo r vidt frem.
Selv om det var lykkedes at afskaffe Fortovsbebyggelsen, vilde det ikke
betyde, at Gaderne kunde op fy lde deres Formaal, efterhaanden som Tra
fikken voksede. Dertil var de fo r det første fo r snævre, og for det andet var
der i ældre T id ikke Tale om faste Byggelinier. Ikke blot snoede de fleste
Gader sig fra gammel T id ud og ind i lunefulde Bugtninger — men lier
og der sprang et Hus saa langt frem, at Gaden blev halvvejs spærret,
og omvendt var der flere Steder opstaaet saakaldte »Huk«, større Uregel
mæssigheder i Husrækkens F'orløb. Det sidste var ikke saa meget til Gene
fo r Trafikken som fo r den æstetiske Sans, efterhaanden som man lagde
Vægt paa at skabe et Bybillede i Overensstemmelse med de nyere Tiders
Stilfølelse: Regularitet og Egalitet.
Allerede i Christian IV.s Tid liavde der fundet enkelte Reguleringer Sted.
Saaledes omtales »Voldstrædes Forvidelse« (ved Fiolstræde) i 1610, og Oluf
Steenwinkels Instruks som Stadskonduktør af 1651 synes at antyde, at man
da var betænkt paa at indføre visse Byggelinier, ligesom det 1665 blev
paalagt Stadskollegiet at afgive en Indstilling om en Forordning »anlan-
gende Gader og Bygning i Staden«, et Paabud som imidlertid ikke bar
efterladt noget Spor.
Da de nye Bydele med deres snorlige Gader efterhaanden blev bebygget,
maatte Forskellen mellem deres og Gammelkøbenliavns uregelrette Gade
plan springe yderligere i Øjnene.
Det første Forsøg paa en Regulering i større Stil gjaldt Passagen langs
den i Løbet af 1660-70erne omlagte Vester- og Nørrevold. Der havde ofte
nok været klaget over den uordentlige Tilstand, der gjorde sig gældende
mellem Volden og den private Bebyggelse, og 1669 liavde Kommandanten i
København, Feltherren Hans Scliack, faaet Ordre til »strax at lade afpæle,
livor vid Plads inden Byens Volde herudi Staden behøver at ryddelig gøres
og ubebygt forblive, saa og hvad Huse til saadan Plads at forvide endelig
vil nedbrydes«. Aaret efter fik Magistraten udleveret en Kopi af Ingeniøren
Heinrich v. der Ostens Fortegnelse over de Huse, der skulde fjernes, med Be
faling til at træffe de fornødne Foranstaltninger til en Ekspropriering, og
man maa formode, at der virkelig skete et og andet, siden der det følgende
Aar var Tale om at yde Erstatning fo r nogle nedbrudte Fattigboliger.
GADENETTET
3 5