206 / 231
Anmeldelser
ne af Tippen, et opfyldt endnu ubebygget areal sydøst for kvarteret, og de lokale beboer
foreningers arbejde med at få del i Socialministeriets udviklingsmidler 1988-91. Rapporten
indledes med en diskussion af forskellige analysemetoder og begreber og afsluttes med en
sammenfatning, hvor omstilling af byforvaltningen diskuteres.
Rapporten er vanskelig at læse og konklusionerne fremstår - så vidt jeg kan se - uunder-
byggede. Flere steder henvises der til litteratur, som ikke er nævnt i litteraturlisten (f.eks.
s. 50-51 og 69). Sidst i rapporten (s. 80) henvises der for AKB's historie til kapitel 1, som
imidlertid rummer den teori- og metodediskuterende indledning. Det er som om Redder
sen er blevet træt efter at have skrevet selve ph.d. - afhandlingen, så der ikke rigtig har
været overskydende energi til at give en sammenfatning af resultaterne.
I kapitlet »Kongens Enghave fra engstrækning til industrikvarter« beskriver Reddersen
aktørerne bag salget af en del af Frederiksholms jorde til AKB i 1913. Ejeren Frederiks-
holms Tegl- og Kalkværker's salg og etableringen af det almennyttige boligselskab ser
Reddersen som et skelsættende initiativ - et spring i boligpolitikken. Indtil da havde det
været Socialdemokratiets politik at søge boligproblemet løst ved offentligt byggeri især af
arbejderboliger, mens Venstre og Højre fastholdt, at boligbyggeriet skulle ske ved privat
initiativ og følge markedets lov. Byggeforeninger, hvor de enkelte medlemmer overtog
ejendomsretten til egen bolig, var Socialdemokratiet imod. Det nye ved de almennyttige
boligselskaber var, at selskabet beholdt ejendomsretten og lejede boligerne ud til sine egne
medlemmer eller solgte ejendomsretten til spekulationsfrie andelsforeninger. Det er imid
lertid ikke denne ændring i Socialdemokratiets boligpolitik eller de almennyttige boligsel
skaber, som Reddersen analyserer i kapitlet.
Vægten lægges på en beskrivelse af sælgeren A/S Frederiksholms Tegl- og Kalkværker
og personkredsen bag selskabet. Reddersen pointe er, at initiativtageren til opførelsen af
arbejderboligerne og oprettelsen af AKB, overretssagfører Frits Ortmann, AKB's admini
strator og senere direktør, havde økonomiske interesser i selskabet. »AKB ville næppe
været blevet dannet uden det initiativ og den kraftige støtte og medfinansiering som tegl
værket og dettes finansielle og politiske bagland ydede«. Fordi krisen i 1908 skabte proble
mer både for selskabet og Socialdemokratiet blev de partnere og skabte fornyelse og om
stilling på det boligpolitiske område. Men det er vel en slutning, som er vanskelig at drage
uden at undersøge boligpolitikken i bredere forstand. Hvis selskabet havde så stor betyd
ning undrer man sig over, hvorfor stiftelsen af det andet almennyttige boligselskab i 1912
kunne ske uden selskabets medvirken.
Hvis man tror, man får en fremstilling af kvarterets historie, en afsløring af en fæl kapita
listisk sammensværgelse, Socialdemokratiets revisionisme eller en forvaltningsteoretisk
udredning, så bliver man skuffet. De forskellige temaer præsenteres mere eller mindre
eksplicit, men inden det ene tema er afsluttet, introduceres et nyt.
Gaspar Jørgensen
H.U. Ramsing. Københavnske Ejendomme 1377-1728. Oversigt over skøder og adkomster. VII. Fri
mands Kvarter ved Egil Skall. Udg. Københavns Stadsarkiv og Selskabet for Københavns Historie.
1994. 241 s. 150 kr.
Fænge ventet, savnet, med glæde imødeset..., men nu er den her: Ramsings næsten uund
værlige oversigt over grund- og ejerforhold i tiden indtil Københavns store bybrand 1728.
I nogle tilfælde er oversigten endda videreført til efter midten af 1700-tallet, hvorved der
opnås direkte overgang til Realregistre til Skødeprotokoller, og så er man virkelig godt
hjulpet, når det gælder om at fastlægge ejerforhold til en given ejendom.
204