31 / 269
XXVII
Allerede fordi Ørsted’s Afhandling i sin Helhed
er optrykt nedenfor, vil det her være tilstrækkeligt
kun at anføre dens Hovedpunkter.
Om den danske Kirkeforfatning, der i Hovedsagen
er den samme, som den har været siden Reforma*
tionen, er der i Tidernes Løb, under ændrede For*
hold og Begreber, fældet meget ulige Domme. Især
har Anstødsstenen været den Forpligtelse, hvorunder
Kirkens Lærere have været lagte med Hensyn til de
symbolske Bøger. Det er indlysende nødvendigt, at
enhver bestemt Kirke maa have sine faste Grund*
lærdomme, der forene deres Medlemmer til ét Sam*
fund og afsondre dem fra andre; i den danske Kirke
ere Religionslærerne bundne ved de i Kongeloven og
Danske Lov nævnte symbolske Bøger og den Ed,
de i Henhold til Lovgivningen have at aflægge. Den
umiddelbare Genstand for denne Ed, der ikke alene
er negativ, men ogsaa positiv, er den Lære, Præsten
har at føre; den strækker sig imidlertid ikke til de
symbolske Bøgers hele Indhold, men kun til det, der
er en væsentlig Bestanddel af den kristne Tro. Hvis
Lovgiveren havde paalagt en Pligt til en bogstavelig
Forstaaelse af de symbolske Bøger, vilde en Rets*
sædvane som den af Chr. Paulsen antydede ikke
kunne medføre en mildere Opfattelse, da en Rets*
sædvane ingen Gyldighed kan have i Strid med Lo*
ske betegnende for Kvaliteten af Kendskabet til Begivenhederne i
1826
er Defensors Ord for Højesteret: »Saaledes talte man (Ørsted)
allerede i
1826
, naar man talte ud af en ædel og i Ordets bedste For*
stand fribaaren Aand. Jeg ved nok,
det hedder sig
— og det er ogsaa
rigbgt
at Ørsted
faldt i Unaade
paa Grund af det, han havde sagt;
men jeg vil dog straks tilføje her, at
værre var det ikke,
end at Myn*
ster, selve Mynster,
5
Aar efter, i
1831
, da han udgav en Afhandling
om Begrebet af den kristelige Dogmatik, dedicerede den til Ørsted . «
L e. S.
69
, jfr. ogsaa Udtrykket i et fra videnskabelig Side produceret
Bilag
30
II
16
S.
252
». . . som forøvrigt bragte ham (Ørsted) i
Unaade«.