32 / 269
XXVIII
ven*). Men ogsaa de kirkelige Love ere undergivne
den for Love i Almindelighed gældende Sætning, at
ligesom Forhold og Begreber forandre sig med Ti*
derne, vil ogsaa det System af Forestillinger, hvorfra
man ved Lovens Anvendelse maa gaa ud, forandre
sig, uagtet selve Loven bliver uforandret. Saaledes
vilde der vel vanskelig findes nogen Religionslærer,
som ubetinget vilde underskrive enhver Forestillings*
maade i de symbolske Bøger. Men hvad der maa
anses som væsentligt, kan ikke bedømmes af enhver
efter eget Godtbefindende. Det ældste kristelige
Symbols Indhold og de Sætninger af den Augsburg*
ske Konfession, der nærmest forklare Protestantis*
mens Væsen, maa betragtes som saa væsentlige, at
samme maa læres overalt, hvor den evangelisk kri*
stelige Tro skal kunne siges at prædikes. Men der
er dogmatiske Bestemmelser i de to andre Symboler
og i den Augsburgske Konfession, som baade ligge
udenfor Menighedens Fatteævne og desuden ikke
ere nødvendige for den kristne Tro og Sindelag, saa*
ledes Treenighedslæren, — og slige er en Præst ikke
pligtig positivt at foredrage. Efter navnlig i Afhand*
lingens andet Afsnit — med stadig kritisk Front
overfor de af H. N. Clausen stillede Krav om Kir*
kens større indvortes Selvstændighed —•udførlig at
have gennemgaaet en Række Spørgsmaal af mere
teknisk kirkeretlig Art, besvarede Ørsted det i Af*
handlingens Titel stillede Spørgsmaal derhen, at om*
*)
Chr. Paulsen’s
i dansk Retslitteratur enestaaende Opfattelse af
Retssædvanens Superioritet overfor Loven, jfr. hans ovenfor omtalte
Skrift S.
30— 34
og endnu tidligere hans Udtalelser i Dansk Litteratur*
Tidende for Aaret
1825
Nr.
27
S.
418
—
19
, jfr. Samlede mindre
Skrifter I (Kbhvn.
1857
) S.
708
, viser ham som en Tilhænger af den
historiske Skole. Det er ikke uden Interesse at lægge Mærke til, at
denne Skoles klassiske — og vidtgaaende — Værk om Sædvaneretten,
Georg-
Friedrich Puchta’s
»Das Gewohnheitsrecht« først udkom
1828
(I Erlangen
1828
, II
1837
).