36 / 269
XXXII
dersaatter, om Eden nu skulde forklares saaledes, at
den omfattede enhver i de symbolske Bøger fremsat
eller antydet Forestillingsmaade i al bogstavelig
Strænghed. Han gør nærmere Rede for sin Opfat*
telse af Treenighedslæren og erklærer sig rede til
ved en fornyet Udtalelse at raade Bod paa den Mis*
forstaaelse, hans Ord herom muligen kunde have
fremkaldt, og endelig henleder han Kongens Op*
mærksomhed paa den Aand, der hersker i hans Ar*
bejde og i hans tidligere Færd som Skribent og Em*
bedsmand. Drevet af en indvortes Trang havde han
skrevet sin Afhandling, uden Betænkeligheder og
uden at overveje, om det var klogt eller uklogt, alle*
rede fordi han var fuldkommen overbevist om, at de
Grundsætninger, han havde udtalt, vare de samme,
Kongen ved alle forefaldende Lejligheder selv havde
fulgt.
Hvorledes Frederik VI forstod Ørsted’s Forsvars*
skrift, fremgaar med al ønskelig Tydelighed af det
Brev, Kongen den
20
de August sendte Kaas. Heri
spores intet af den »Uro«, Biskop Munter fandt hos
Monarken. De Mænd, der efter Miinter’s Udsagn
støttede Ørsted —
Schimmelmann
og
Malling
—•
have ikke været stærke nok til at afbalancere Kaas’
Indflydelse. Kongen har efter alt foreliggende stedse
fastholdt den Kurs, Kaas fra Sagens første Færd an*
saa som den rette. A f personlig Velvilje mod Ørsted
har han tøvet med Exekutionen, men ikke været i
Tvivl om, at hans Pligt som Regent bød ham at tage
Affære.
Den
2
den September havde Ørsted en Samtale
med Kaas, under hvilken Kancellipræsidenten til*
kendegav Ørsted, at Kongen vilde forelægge ham
det Alternativ enten at forandre sin Embedsstilling
eller at ophøre med sine litterære Arbejder, men