54 / 133
4 8
INDENBYS KIRKEGAARDE
Da Moden var paa sit højeste —i det 16. Aarhundrede —, var disse
Begravelser inde i Kirken lige ved at gøre den uanvendelig til sit
egentlige Brug. Da kunde Menigheden ikke vandre hen over Ligste
nene; den maatte gaa uden om dem, thi de ragede op over Kirkegul
vet som hele Monumenter. Begeringen tog fat med haard Haand for at
standse denne Misbrug. Søhelten Otto Buds Gravmæle i Frue Kirke
maatte fjernes, da det borttog Pladsen i Koret, og et paatænkt Grav
mæle over Peder Oxe sammesteds blev det forbudt at opføre. Og
endelig udstedtes i den ka lundborgske Beces 1576 et almindeligt
Forbud imod, at »lade gøre nogen Begravelse over Jorden forhøjet
med Alabaster eller slig mærkelig Bekostning«. Denne Bestemmelse
synes at være bleven kraftig haandhævet, og rund t om i Landets Kir
ker sløjfedes i de følgende Aar det ene fornemme adelige Gravmæle
efter det ande t.1)
Men naar Ligstenene blot lagdes fladt ned i Kirkegulvet, var Be
gravelser i Kirkerne fremdeles tilladt, og Tilladelsen blev rigelig be
nyttet. Kirkerne forvandledes til Pesthuler; i dem havde Datidens
hyppige Epidemier deres bedste Tilhold, og med nogen Grund blev
det sagt, at man for at hædre de døde slog de levende ihjel. Selv un
der Pesten 1711 vedblev man at benytte Kirkerne til Begravelser, og
Følgen blev, at Liglugten gjorde Opholdet derinde næsten uudholde
ligt. Professor Mule skriver d. 10. Okt. fra København: »De Store ville
ikke lade sig afholde fra at nedsætte deres pestdøde Paarørende i
deres aabne Familiebegravelser, og saaledes er det miasmiske Stof
kommet ind i Kirkerne for især at fylde sammes over Gravkælderne
anbragte lukte Stole, hvor Folk af de højere Stænder, blandt hvilke
Sygdommen nu ogsaa mest hersker, have Stader. At jeg selv ha r und-
gaaet Smitten i Kirkerne skylder jeg maaske den Omstændighed, at
jeg, mærkende den gennem Fjælegulvet i min Stol opstigende Lig
lugt, i Tide forlod Stolen«.2) Lægerne var dog i den Henseende ikke
bedre end andre Standspersoner. Professor Mule fortæller i et senere
Brev, at hans Kollega, den højt fortjente Dr. med. Lahm, er død af Pe
sten. »Igaar Aftes blev hans Lig nedsat i hans Familiebegravelse i
Helliggejst Kirke«. — Selv under disse Forhold dristede Begeringen
sig ikke til at forbyde Begravelser i Kirkerne, men nøjedes med et
Paabud om, at saadanne Grave, i hvilke Pestlig var nedsatte, skulde
fyldes med Sand for at dæmpe den fra dem opstigende ulidelige
Stank .3)
Langt ned i Tiden var der Kirker, som den i Nykøbing paa Falster,
hvor hele Gulvet bestod af Trælemme, der lukkede over Begravel
serne, og ofte var der endda anbragt Trækhuller i disse Lemme. I et
Skrift fra 1785 fortælles, at i Horsens var den ene af Byens Kirker i 3