60 / 133
5 4
UDENBY S KIRKEGAARDE
»Først skal det strengeligen være hannem forbudet at holde Dob-
bel og Drik, desligeste huse eller dølge Skarnsfolk og Uryggeløse i
samme Kirkegaards Hus, ved sin Hals, men afstyre og straffe Udyd og
Skalkhed det meste, han kan, eller give det tilkende for Øvrigheden«.
Tidsler, Areller og andet unyttigt skal han »opdrage« og derimod
plante Ask og Lind omkring Kirkegaarden. Port og Laage skal han
holde lukket, naar Stadens Porte laases, »at der inde ikke skal skjules
og foraarsages Synd og Ondskab, som desværre tilforn sket e r« .1)
Da Uordenerne vedblev, fik Lavrids Bøssestøber paany Befaling til
at tage sig af Kirkegaarden. En Dag, han var derude, og der faldt »en
stor Slapsne og Begn«, traf han nogle Dannekvinder, som sagde til
ham: »Gud have Lov, I have nu flyet Kirkegaarden vel, og vi vel be
hager ham«. Og derpaa bad de ham, »at naar de skulde følge de dødes
Lig derud, at de da maatte faa et Hus at kunne staa i Tørre at høre
Guds Ord og faa nogen Fortrøstning at gaa hjem med, fordi Præsten
stod her ude og for stor Sne og Begn kunde ingen Fortrøstning give
dem«. Dette gav Anledning til, at Lavrids Bøssestøber i 1566 fik op
ført et Kapel af Bindingsværk ude paa Kirkegaarden. I Kristian IV.s
Tid afløstes det af den Forstadskirke, der stod paa Kirkegaarden ind
til Belejringen 1658, da den blev nedb rud t.2)
Kirkegaarden uden for Nørreport, som oprindelig kun havde været
bestemt for Pestlig og senere benyttedes til Begravelsesplads for hen
rettede Forbrydere, ha r formodentlig faaet et hyggeligere Præg, efter
at den var bleven Sognekirkegaard for Forstædernes Beboere. Alle
rede i Lavrids Bøssestøbers Tid var det blevet paalagt Graverne at
plante Aske- og Lindetræer omkring Kirkegaarden, og hundrede Aar
senere var den blevet et yndet Udflugtssted for Hovedstadens Be
boere. »Om Søndagen«, skriver Johan Monrad i sin Selvbiografi, »var
den fuld af Folk, saa Jorden var som skjult af dem, i det alle Folk,
Mænd og Kvinder med deres Børn og Tjenestefolk gik ud af Kjøben-
havn og satte sig over hele Kirkegaarden, som var fuld af store Linde
træer, og fik Mad og lod hente til sig af de omliggende Haver«.
Denne Kirkegaard blev fuldstændig ødelagt i Belejringen, og da
der efter 1660 anlagdes en ny Fattigkirkegaard uden for Nørreport,
blev den lagt længere ud, i Nærheden af Acciseboden inden for Peb
lingebroen. Forholdene her ha r ikke været bedre end paa Datidens
andre Fattigkirkegaarde. Det hedder i 1668, »at Kulegraveren lader
Kulen staa aaben om Natten med Ligene, som der udi om Dagen ned
sættes, saa at hver kan sætte ned, hvo de ville, under den Prætekst,
saasom det skulde være fra de fattige. Og mest Ulempe har sin Ud
spring deraf, at der er ingen Præst forordnet at have Tilsyn med
Kulegraveren«.3)