56 / 133
5 0
INDENBYS KIRKEGAARDE
tet, og hans Reformplaner skulde helst lægges til Side. Men den Sag,
han her havde rejst, kom man dog ikke uden om. I 1780 rørte Kan
celliet forsigtigt ved den med en Forespørgsel til Bisper og Stiftamt-
mænd, om der kunde være noget til Hinder for, at Ligs Bisættelse i
Kirkerne eller Begravelse under Kirkegulvet blev forbudt. Der kom
foreløbig ikke noget ud af dette Tilløb, og tyve Aar efter kunde Kan
celliet paany udsende ganske det samme Spørgsmaal til Bisperne.
Men Tiden modnedes langsomt. Fra Udlandet virkede Eksemplet,
saaledes da Kejser Josef II i 1784 forbød alle Begravelser i Wien og
resolut flyttede alle Kirkegaarde uden for Byens Volde. Herhjemme
viste Regeringen sit Sindelag ved kraftige Forhøjelser af Betalingen
for indenbys Gravsteder og ved at lade sin Kollegialtidende, der be
gyndte at udkomme i 1798, stadig anbefale Benyttelsen af de Kirke
gaarde, der allerede fandtes uden for Voldene. Det hedder saaledes i
en Artikel i Tidendens første Aargang: »Ingen vil kunne med Glæde
besøge sine afdøde Venners Grave, naar disse bestaa i en mørk og
stinkende Kælder, fra hvis Aabning man farer tilbage som fra en
rædsom Afgrund. Ingen kan med Sjælens Ro og alvorlige Følelser ty
hen til det Gravsted, der gemmer en elsket Vens Ben, naar han ogsaa
der maa omringes af støjende Menneskers Vrimmel og forstyrres af
Byens Larm. Saadanne Følelser kræve rolig Frihed og stille Ensom
hed; men den bor ej inden for Købstadens Porte, og endnu mindre
inden for Hovedstadens Volde«.1)
Den svulstige Stil er Tidens egen, men Indholdet af Artiklen er rig
tigt nok; den Tids indenbys Kirkegaarde var langt fra at være fred
lyste Steder. Offentlige Stier eller Veje førte hen over dem, saaledes
en Passage tværs over Nikolaj Kirkegaard, omtren t hvor senere Niko-
lajgade blev anlagt, og en lignende paa langs gennem Trinitatis Kirke
gaard fra Ivøbmagergade til Springgade. Holmens og Helliggejstes
Kirkegaarde benyttedes af de omboende til der at tørre Vasketøj og
sole Sengklæder, og Kirkeværgerne stod magtesløse i ethvert Forsøg
paa at hindre denne Uskik.2)
Regeringen og Kollegialtidende gjorde endvidere hvad de kunde
for at opmuntre den nye Skik, der omkring ved Aarhundredskiftet
begyndte at blive Mode: at indrette private Begravelser helt uden for
Kirkegaardene. I 1798 fik Major Derschau i Køge Tilladelse til at ind
rette sig et Gravsted paa en lille 0 ved Gammel-Køge. Aar 1800 blev
der givet Tilladelse til at indrette private Begravelser paa to Landste
der, som bar Navnene Rolighed og Nøjsomhed, —dog ikke de to be
kendte københavnske Ejendomme af disse Navne, men begge belig
gende i Norge. Men ogsaa i og ved København trængte Skikken frem. I
1802 fik Justitsraad Lange Tilladelse til paa sin Gaard Nørre-Alleen-