sættelse med de mangfoldige i Livet forekommende
Retstilfælde udviklede hos ham det, der endnu mere end
hans dialectiske Skarpsindighed og udstrak te Lærdom
var hans eiendommelige Fortrin, nemlig det skarpe
umiddelbare Blik for den re tte Løsning af Problemerne,
„den levende Retsanskuelse, der i de concrete For
hold ved et genialt Blik næsten altid lader ham finde
det Resultat, som den omhyggeligste videnskabelige
Undersøgelse tillige m aatte erkjende for det re tte
“l).
En gjennemgaaende Eiendommelighed i ø .’s For
fattervirksomhed er derfor, a t han hæver Praxis til en
Betydning for Retsvidenskaben, som paa hin Tid endnu
ingen tillagde den. Han benytter enhver Ledighed til a t ind
skærpe Nødvendigheden af en nøie Forbindelse og idelig
Vexelvirkning mellem Theori og Praxis, skjøndt dette
ikke var almindelig anerkjendt, hverken her eller
andensteds, og endnu mindre fulgt som en virksom
Grundsætning i den videnskabelige Behandlingsmaade.
Han hævdede paa den ene Side, a t Praxis ikke kan
undvære Videnskaben, idet han gjør gjældende, a t det
„er en yderst urigtig, skjøndt maaskee temmelig her
skende Forestilling, a t de videnskabelige Retsforsknin-
ger skulde gjøre Retspleien mindre fast og sikker, end
den vilde have været, naar Videnskaben ikke blandede
sig deri“, og han tilføier, a t „der, saafremt ingen viden
skabelig Lovkvndighed gaves, vilde blive en ubegrænd-
set Ledighed for den vilkaarlige, paa Lykke og Fromme
grebne Menen, hvorved al Ret vilde vakle“ , hvorimod
„en efter en stræng Methode fremskridende Videnskab
J) F. C. B o r n e m a n n s Ord i Indledningsforedrag til Fore
læsninger over Retsvidenskaben i Saml. Skr. 5. B. S. 1,
hvormed kan sammenholdes den overensstemmende Dom
af F. C. S i b b e r n i P atr. Intelligentsblade f. 1836. S. 27.