20 / 604
13
hovedet en Eiendommelighed ved de videnskabelige
Tilstande og Forhold i Slutningen af forrige Aarhun-
drede, a t Philosophien spillede en saa fremtrædende
Rolle i Retsvidenskaben og især i S trafferetten1).
Strafgesetzbuches f. Baiern“ og i 1813 udkom den baierske
Straffelov, som i det Væsentlige er Feuerbachs Værk.
Samtidigt hermed udgaves hans „Betrachtungen über
Geschwornengerichte“ 1813, og nogle Aar derefter det
rned Rette berømte Skrift „Ueber Oeffentlichkeit und
Mündlichkeit der Gerichtspflege“ 1821, hvoraf et P ar Aar
efter udkom en anden Deel. indeholdende en Fremstilling
af den franske Rettergang. Senere udgav F. en meget
læst og paaskjønnet Bog, kaldet „Actenmässige Darstellung
merkwürdiger Verbrechen“, 2 Dele, 1828—29. Hans sidste
Værk, der udkom A aret før hans Død, dreiede jeg om en
da opsigtvækkende Begivenhed og hed „Kaspar Hauser,
Beispiel eines Verbrechen am Seelenleben des Menschen.“
F.’ydre Livs Gang svarer til Vexlingerne i hans Forfatter
virksomhed. Han begyndte som Professor ved flere tydske
Universiteter (Jena, Kiel, Landshut 1801-1805), derefter
blev han kaldet til München og udnævntes til Geheime-
referendar i Justitsm inisteriet og Geheimeraad, i hvilke
Egenskaber han navnlig virkede i legislativ Retning fra 1806
—14; forskjellige Forhold medførte imidlertid, at F.’ Stil
ling i München blev uholdbar, og han forsattes da i 1814
til Bamberg som anden Præsident ved Appellationsretten
og senere i 1817 til Ansbach som første Præsident i den
derværende Appellationsret. Om F.’ aandelige Udviklings
historie og personlige Liv haves Meddelelser, navnlig ud
dragne af hans egne Breve, i et høist underholdende
Skrift af hans Søn, Philosophen Ludvig F., betitlet „A.
R itter v. Feuerbachs Leben und Wirken. Leipzig 1852“ to
Bind. I nyere Tider har den tydske Literatur atter be-
skjæftiget sig rned at fremdrage Billedet af F. og Mindet
om hans Fortjenester, see f. Ex. Deutsche Rundschau 10 B.
S. 465 ff, Glaser Gesamml. kl. Sehr. I. S. 21, Allgern. deutsche
Biographie VI. S. 731.
J) Her kan erindres
Q !
Bemærkning i „Af mit Livs og min
Tids H ist.“ I. S. 22 om, at dengang Juristerne langt mere