260 / 604
11
Nørregaard (§§ 26—28) og Hurtigkarl (1. D. p. 29-:32)
ere enige om, a t Sædvaner hverken kunne gjælde imod
Loven eller udenfor Loven1). De paaberaabe sig i saa
Henseende navnlig, a t ifølge Kongelovens Art. 3 og
L.s 1—1—1, 2 og 4 tilkommer den lovgivende Magt
alene Kongen, og a t Sædvaner derfor hverken kunne
forandre eller gjøre Tillæg til Loven, sam t a t Frd. 13.
August 1734 § 2 i et enkelt Tilfælde erklærer en vis
Praxis for ikke a t være andet end et Misbrug, saa
længe den ikke ved Kgl. Anordning er stadfæstet,
ligesom ogsaa andre Lovbud afskaffe lovstridige Ved
tægter og Skikke, og endelig ere de nævnte Forfattere
tilbøjelige til a t slutte e contrario fra de Lovbud, som
bestemme, a t der skal forholdes efter gamle Sædvaner.
Men, medens man saaledes antog, a t Sædvaner ikke
kunne gjælde som Retsnormer, udtalte Hurtigkarl, —
i det Væsentlige i Overensstemmelse med Nørregaard,
— a t det er „rigtigst, naar forekommende Tilfælde ikke
ere bestemte ved Loven, og man ikke heller af almin
delige Retsgrundsætninger eller Parternes Forening kan
udlede Regler for samme, a t følge Sædvaner som
Klogskabs- eller Forsigtighedsregler, da de som oftest
ere grundede i Billighed og Vedkommendes stiltiende
Samtykke, ligesom det og altid i Tvivl er sikkrere' at
rette sig efter det engang Vedtagne, end a t indføre noget
Nyt, om hvis Godhed man ikke er overbeviist,“ og
derhos bemærkede Hurtigkarl, a t man i Praxis tillagde
desaakaldteHandelscoutumer megen Myndighed, hvilket
ogsaa syntes grundet i Frd. 3. Marts 1749 § 5.
I Modsætning til hvad der saaledes tidligere var
den almindelige Mening, hævder
0.
(Hdb. 1. B. p.
9 I M. H. Bornemann’s dissertatio de analogia juris (1815)
siges det ogsaa pag. 2: „leges haud facile consvetudinem
nisi lege fundatam adm ittunt“.