266 / 604
1 7
var paavirket af den historiske Skole i Tysk
land, men det bør fremhæves, a t han, her som ellers
ledet af sin praktiske Sans og Indsigt, undgik saa-
danne Overdrivelser af Sædvanens Betydning, som naar
man ser Tilhængere af denne Skole tillægge Sædvanen
Evne til a t forandre Love. Hvad dernæst angaar Ø.s
Behandling af Sædvanen efter den positive dansk-norske
Ret, har man vel senere paa enkelte Punkter ændret
hans Fremstilling, .men i det Yæsentlige staar denne
dog endnu fast og erkjendes for rigtig.
Med Hensyn til Praxis var man i de før 0 . ud
komne videnskabelige Behandlinger af den dansk-norske
Privatret enig om a t nægte, a t der herigjennem kunde
stiftes positiv B e t1). Nørregaard bemærker saaledes
med Hensyn til Præjudikater, a t de alene have
Kraft i de Tilfælde, hvor de ere afsagte, men a t de
dog have deres store Nytte, „forsaavidt andres Tanker,
endog der, hvor de ikke ere saa aldeles rigtige, veilede
os ofte til a t finde de Sandheder, som vi ellers neppe
nogen Tid vare faldne paa.“ Med Hensyn hertil ud
viklede 0. i Suppl. 1. B. p. 35—86, a t Højesterets
Præjudikater vel ingenlunde i stræng Forstand have
Lovskraft, men a t de dog i det Virkelige nyde megen
Anseelse, efterdi man ikke uden Grund anser det for
overensstemmende med Lovgiverens Villie, a t de under-
derordnede Domstole følge de samme Grundsætninger
som de, hvorefter Landets øverste Domstol uddeler
Bet og Betfærdighed, og som Staten desaarsag maa
erkjende for de rigtige. Desuagtet naaede Hurtigkarl
ikke videre end til a t udtale, a t det var r a a d e
lig s t for en underordnet Dommer a t rette sig efter de
J) jfr. Hesselberg p. 5 - 6 og p. 184, Dons 1. D. p. 23-33,
Kongslev 1. B. p. 266—267, Nørregaard § 29 og Hurtigkarl
1. D. p. 32, jfr. ogsaa. Højers juridiske Collegium, udgivet
1764, p. 9 og p. 281.
A. S. Ørsteds Betydning. II.
2