270 / 604
21
og denne sidste sagdes a t fremtræde enten som raad-
givende, forsigtiggjørende eller tinglig (juris prudentia
judicialis sive forensis), hvilken sidste a tte r inddeltes i
juris prudentia judicialis contentiosa og voluntaria og
den første af disse igjen i juris prudentia agens og
juris prudentia judicialis in specie.
Ligesom 0 . nu taler om den uskrevne R e t i
Modsætning til de skrevne Love, saaledes gjør han i
Hdb. 1. B. p. 285- 287 opmærksom paa, a t det er
raadeligst, efter andre Nationers Exempel, a t benævne
den heromhandlede Videnskab Retsvidenskab eller
Retslære (juris scientia)1). Naar han dog kalder sin
Haandbog Haandbog i Lovkyndighed, er dette, som
han bemærker, begrundet, dels i a t han ikke vilde
afvige fra den tilvante Talebrug, dels i Hensynet til
Forholdet mellem Haandbogen og Hurtigkarls Lærebog.
I Forbindelse med, a t 0 . saaledes kritiserer selve Be
nævnelsen Lovkyndighed og derved har bidraget til en
korrektere Sprogbrug, viser han i Hdb. 1. B. p. 287—
290 og 482—4832), hvor grundløse og intetsigende de
ovenfor anførte Inddelinger ere.
Det har tidligere været et om tvistet Spørgsmaal,
fra hvilket Tidspunkt Ohr. V.s danske Lov har hævet
de ældre Forordninger, og navnlig om nogle af de For
ordninger angaaende de i Loven omhandlede Materier,
som ere udkomne før Lovens Publikation, fremdeles
0 Hermed kan jævnføres en Afhandling af Hugo: „Die Ge
setze sind nicht die einzige Quelle der juristischen W ahr
heiten“ i Civilistisches Magazin 4. B. (1813).
2) jfr. J. A. Nr. 11, p. 31 -33 (1807).