274 / 604
25
Ø.s Tanke blev jo senere — men først efter Forløbet
af en lang Aarrække — gjennemført ved Indførelsen
af Lovtidenden.
I Henseende til Loves Ophævelse og Forandring1)
blev der tidligere, ligesom i andre Forhold, lagt en
væsentlig Yægt paa Inddelinger, medens det reelle Ind
hold af det, der lærtes, kim var tarveligt. Det siges
saaledes (Dons 1. D. p. 35—36 og Nørregaard § 39, jfr.
Hurtigkarl 1. D. p. 42 -43 ), i Overensstemmelse med
Ulpian (fragm. 1—3), a t Love ophæves og forandres
ved Abrogation, Derogation, Obrogation og Subrogation,
og det læres, a t Forandringen sker ved Regentens ud
trykkelige Yillie, tilkjendegivet i en ny og mod den
ældre stridende Lov, og a t naar Lovens Aarsag ikke
mere finder Sted, ophører selve Loven; endelig læres,
det af Nørregaard (§ 54 og hans „Naturrettens første
Grunde“ (1784) §§ 610 og 611)2), a t den ældre Lov, hvad
enten den er almindelig eller særdeles, hæves ved den
senere almindelige Lov, der er i Strid med samme, men at
der gjælder noget Andet med Hensyn til Privilegier.
Den omtalte Sætning, a t naar Lovens Aarsag op
hører, ophører ogsaa Loven, opstilledes uden nogen
nærmere Forklaring og Begrænsning, — paa samme
Maade som man i Læren om Fortolkning ansaa en
indskrænkende Fortolkning for berettiget, naar Lovens
Ord gaa videre end dens A arsag3). Ligesom nu 0.
0 jfr.
Suppl. 1.
B.
p. 49—51 og 104-107,
3. B.
p. 294—297,
Hdb. 1.
B.
p. 276-284 og 474-478.
2) jfr. Hurtigkarl 1. D. p. 54—55.
3) En lignende uberettiget Anvendelse af Sætningen cessante
ratione legis, cessat lex ipsa skete i forrige Aarhundrede i