278 / 604
Endelig bemærker 0., a t naar et yngre Lovbud
udtrykkelig bestemmer de juridiske Følger af en Hand
ling, hvis Virkning anderledes var fastsat i en fore-
gaaende Lov, bør denne derved anses for ophævet,
skjøndt Bestemmelserne ikke umiddelbart ere hinanden
modsigende, idet nemlig hint yngre Lovbud maa an
tages fuldstændigen a t ville bestemme, hvad der er
re t med Hensyn til den Handling, der er dens Gjen
stand, og derfor antages t. Ex. den i Frd. 3. Marts
1741 § 7 bestemte Mulkt til Justitskassen for den,
som har kaldet Vidner og ikke møder til den Tid,
Vidnesagen kommer for, a t være hævet ved Frd. 3.
Juni 1796 § 14.
Af det saaledes Anførte vil det tilstrækkelig
fremgaa, a t Ø.s Fremstilling af Læren om Loves Op
hævelse og Forandring i en væsentlig Grad danner
Grundlaget for den nuværende Lære herom.
Spørgsmaalet om, i hvilket Omfang en ny Lov
kommer til Anvendelse paa de, før Loven traad te i
Kraft, stiftede Retsforhold eller paa de forinden fore
tagne Handlinger eller indtraadte Begivenheder eller
Retstilstande, var saa godt som ikke behandlet i Dan
mark før 0 .; man indskrænkede sig i det Væsentlige
til a t udtale, a t L ov e ik k e h a v e t i l b a g e v i r k e n d e
K r a f t . Denne Sætning ansaa man dengang i Alminde
lighed for uomtvistelig, og Sætningen, der egentlig
stammer fra Romerretten, (jfr. lex 7 Cod. 1—14) er som
bekjendt optageti flere Lovbøger fra Slutningen af forrige
og Begyndelsen af dette Aarhundrede, saaledes i den
preussiske Landret (1794) Indl. § 14, code civil eller Napo-
léon (1804) Art. 2 og den østerrigske Lovbog af 1811 § 5,