ASØrstedsBetydning

243 -244 og i Hdb. 1. B. p. 264-267, 3. B. p. 527 -530

og 6. B. p. 451-453), a t en Anordning og in specie en

Anordning af den Natur som Frd. 5. Januar 1813 fra

den Tid, den fra Lovgiverens Side formelig er udgiven,

maa kunne stifte Pligter og Rettigheder mellem Under-

saatterne, uden Hensyn til om den endnu ved Tinglæs

ning er bleven almindelig bekjendt. „V istnok ,“ skriver

han , „er det, a t Lovens Befaling, a t Anordninger

skulle læses til Tinge, maa have et øjemed, men

dette ligger deri, a t Borgerne fra det Øjeblik af, Ting

læsningen er foregaaet, ere juridisk forbundne til a t

kjende Loven, uden a t kunne undskylde dem med Uvi

denhed, th i efter hin officielle Bekjendtgjørelse gjælder

Reglen ignorantia juris semper nocet. Naar Loven

skal anvendes mod nogen, førend den er officiel be-

kjendtgjort, maa det derimod bevises, a t han de facto

kjendte dens Bydende.“ Den af 0. saaledes hævdede

Anskuelse fik som bekjendt Medhold i den Kgl. Resol.

af 27. Mai 1813 og er siden i Almindelighed bleven

fulgt her i Danmark, medens man i Norge synes a t

have været af en modsat Anskuelse.

I Forbindelse med det saaledes omtalte Spørgs-

maal om Tinglæsningens Betydning for Lovens bindende

Kraft findes der i en af de ovenfor nævnte, af 0. af

givne Betænkninger følgende Udtalelse af ham: „Maa-

skee endog nærværende Discussion kunde give Hans

Majestæt Anledning til, ved en almindelig Lov, a t fore

skrive andre og med Tiderne mere passende Publica-

tionsmidler i Stedet for Tinglæsningen, der vistnok nu

omstunder — maaskee med Undtagelse i Henseende til

Landet i Norge, men hvor denne Publicationsmaade

paa den anden Side er for langsom, — er en tom For

malitet, sam t bestemme faste Regler om den Tids-,

punkt, hvori en Anordning bliver bindende.“ Denne