268 / 604
19
Overgangen til den rigtigere Mening ikke sjeldent kan
have betydelig Ulempe i Følge med sig. Skulde en
skadelig Grundsætning have indsneget sig i Praxis,
staaer det desuden til den lovgivende Magt a t afhjelpe
dette Onde paa samme Maade som
0111
en skadelig
Lov var given.“
O. paaviser derpaa nærmere, a t naar selve Høje
sterets Tilforordnede finde sig bundne ved de forhen
antagne Grundsætninger, maa dette endnu mere være
Tilfældet med de underordnede Dommere. „Den selv
stændige dømmende Magt,“ siger han, „beroer jo
dog alene hos den øverste Domstol. Letten skal vel
ikke der søges strax og umiddelbar, fordi dette vilde
føre til mange Uleiligheder; men omsider kommer det
dog an paa, hvad den erkjender for Ret; dette er det,
Staten gjør gjældende som endelig og afgjørende
Regel. Underdommerens Kjendelser have kun en pro
visorisk Gyldighed, og komme kun til a t gjælde, for-
saavidt de kunne erholde Høiesterets Bifald. En Und
tagelse gjøre vel de enkelte Tilfælde, hvor Sagen, for
medelst sin Ubetydelighed, ikke kan indkomme for
den øverste Domstol. Men denne Undtagelse er vist
ikke gjort, for a t Parterne, i deslige Sager, skulle be
handles anderledes end i de vigtigere; og en særskilt
tilladelse til a t appellere vilde ikke lettelig nægtes,
naar det var vitterligt, a t Høiesteret antog andre
Grundsætninger, end dem, hvorpaa den underordnede
Rets Dom var bygget. Men, saasandt Lovgiveren ikke
kan ville det Inconseqvente og Hensigtstridige, kan
det ikke være hans Yillie, a t Underdommeren skal
afsige Domme, hvorom han forud veed, a t de ville
være uden Virkning, med mindre den Tabende, a f Uvi
denhed, Uformuenhed, eller af Ulyst til videre Trætte,
eller anden slig Aarsag, finder sig i a t behandles efter
en Regel, som Landets øverste Domstol ikke kjender
2
*