267 / 604
18
i Højesteret afsagte Præjudikater, naar Omstændig
hederne ere de samme. 0 . giver da (Hdb. 1. B. p.
118—122, jfr. n. j. A. 12. B. p. 234—241 og 17. B. p.
227 og 239—241) en nærmere Fremstilling af, hvorfor
han mener, a t Højesteret ikke uden højst paatrængende
Grunde hør forlade den Grundsætning, hvorefter den
forhen har afgjort Borgernes R e tstræ tte r, og a t de
underordnede Domstole hør følge de Grundsætninger,
som de vide a t være erkjendte ved Højesteret. Han
skriver med Hensyn hertil: „Det er vistnok af yderste
Vigtighed for et Folk, a t Retfærdigheden pleies efter laste
og lige Grundsætninger, paa hvilke man kan stole, og
efter hvilke man kan vide a t indrette sig. Jo mere
det kommer an paa Dommernes foranderlige Meninger,
jo ufuldkomnere og usikrere er Retstilstanden. Der
som man ubetinget vilde antage, a t ethvert af de en
kelte dømmende Individer blot havde a t lægge sin
subjective Overbeviisning til Grund for sit Votum, uden
a t tage Hensyn til hvad der forhen, i lignende Til
fælde, var blevet kjendt for Ret, saa vilde en enkelt
af de Tilforordnede^ Fra- eller Tiltrædelse kunne for-
aarsage, a t det Modsatte af hvad der en Dag, ved den
øverste Domstol, var kjendt for Ret, blev næste Dag
erklæret for Ret ved samme øverste Domstol. Herved
vilde saavel Folkets Agtelse for Retspleien som den
indbyrdes Sikkerhed lide et frygteligt Afbræk.“ For-
saavidt Højesteret engang maatte have afgjort et tvivl
somt Retsspørgsmaal anderledes, end der senere findes
Anledning til a t besvare samme, bemærker 0., a t det
ogsaa er tænkeligt, a t den Mening, som nu har de
Flestes Bifald, kan være fejltagende, og dernæst y trer
han: „Naar samme Grundsætning stadig vedligeholdes,
har man noget fast a t rette sig efter, og den Skade,
en urigtig Grundsætning forvolder, bliver ofte derved
for den største Deel afhjulpen, i Stedet for a t endog