265 / 604
16
Stadsretten under 10. October 1803 afsagt Dom1), i
hvis Vedtagelse han selv deltog, og hvorved det an-
toges, a t en Handelscoutume rned Hensyn til Vexler
ikke kunde komme i Betragtning imod D. L.s Regler
herom. Med det antagne Resultat stemmer fremdeles
en anden af Landsover- sam t Hof- og Stadsretten
under 6. November 1809 afsagt Dom2), der er conciperet
af 0. — Som Betingelse for, a t man kunde følge Sæd
vaner — som Forsigtigheds- og Klogskabsregler —,
fordrede Nørregaard og Hurtigkarl, a t Sædvanerne ere
fornuftige, det er, hverken stride imod den strænge
Naturens Ret eller Sædelæren, a t de ej stride imod
nogen borgerlig Lovs Ord eller Grund, og a t de Hand
linger, hvorved de ere indførte, have været ofte gjen-
tagne og gjentagne paa samme Maade. Hertil bemær
ker
0.,
a t der, for a t Sædvanen skal have Gyldighed,
maa kræves endnu en særdeles vigtig Omstændighed,
den nemlig, a t Handlingerne ere foretagne i den Fore
stilling, a t man dertil var forpligtet, og han anfører
exempelvis, at den Omstændighed, a t en hel Kommune
i nok saa lang Tid har indrettet en i sig aldeles vil-
kaarlig Handling paa en vis Maade f. Ex. baaret Klæ
der af en bestem t Farve, ikke kan bevirke, a t der op-
staa r en bindende Sædvane.
Det i Puchta’s nogle Aar senere udkomne Værk
„Das Gewohnheitsrecht“ særlig skarp t fremdragne
Spørgsmaal om Forholdet mellem den i Folket levende
Retsbevidsthed og Sædvanen sam t om, hvilken Betyd
ning Sædvanen har til a t skabe Retsreglen, findes ikke
behandlet hos 0. løvrigt vil det allerede af det An
førte fremgaa, a t 0. i sin Fremstilling af den Betyd
ning, der efter Forholdets Natur bør tillægges Sædvanen,
9 Jfr. Juridisk Maanedstidende for 1803, 2. B. p. 318-321.
2) Jfr. A. f. R., 5 D. p. 246—252.