269 / 604
for rigtig.“ 0. indrømmer, a t Dommeren har a t følge
sin Overbevisning, men hertil bemærker han: „Det
paaligger ham a t underordne sin individuelle Mening
det, som han, med Grund, maa antage for Lovgiverens
Yillie; men det Foranførte viser, a t Lovgiveren for-
nuftigviis maa ville de ved Høiesteret antagne Grund
sætninger fulgte ved andre lignende Retssageis Paa-
kjendelse; naar nu en Dommer indseer dette, saa vil
han, ved a t lempe sig efter et Præjudicat, netop følge
sin Overbeviisning om, hvorledes han pligtmæssigen
har a t forholde sig.“
Hos de juridiske Forfattere før O. var det alminde
ligt a t bruge Udtrykket Lov i en langt videre Betyd
ning, end der nu er sædvanlig; man talte saaledes ikke
blot
0111
de skrevne Love, men ogsaa om de uskrevne
Love, og som Exempel herpaa nævnedes Sædvaner,
hvis Gyldighed jo forøvrigt i Almindelighed ikke aner-
kjendtes, ja man ta lte endog om de naturlige Love
eller de Love, som have deres Grund i Naturen selv
(i Modsætning til positive Love). Hermed staa r det i
en naturlig Forbindelse, a t Ordet Lovkyndighed tid
ligere brugtes for a t betegne, hvad vi nu nærmest ville
kalde Retsvidenskab. Begrebet Lovkyndighed bestemte
man da i Almindelighed nærmere, og i Forbindelse
hermed opstilledes forskjellige Inddelinger af dette Be
greb, og for a t vise, hvilken unaturlig Yægt der tid
ligere lagdes paa saadanne Inddelinger, skal her næv
nes, a t Hurtigkarl 1. D. p. 43 og 5 6 -5 7 (i det Væsent
lige i Overensstemmelse med Nørregaard § 80, § 55
og § 56) skjelnede mellem borgerlig og naturlig Lov
kyndighed og a tte r inddelte den borgerlige Lovkyndig
hed i den lovgivende og den doctrinalske, hvilken sidste
a tte r inddeltes i den tbeoretiske og den praktiske, den
praktiske Lovkyndighed inddeltes derpaa i den theore-
tisk-praktiske og den praktisk-praktiske Lovkyndighed,
20