264 / 604
15
dernæst anfører, a t Lovens hele Form tydelig giver
tilkjende, a t den har forudsat visse ved sig selv be-
staaende Retssætninger, nævner han en Mængde Ar
tikler i Loven, hvori der udtrykkelig henvises til Sæd
vane og til den Tingenes Tilstand, der hidtil og fra
gammel Tid har bestaaet, som den Regel, hvorefter
visse Retsforhold skulle ordnes, og ligeledes anfører
han flere senere Bestemmelser, der fastsætte, a t Sæd
vanen skal lægges til Grund for visse Forholds Be
dømmelse.
0. paaviser endelig, a t der ikke kan hentes noget
Argument imod Sædvaners Gyldighed fra Kongeloven
og Lovens 1—1—1, 2 og 4, eftersom det nemlig ikke
er Meningen, a t Sædvanen skal kunne svække en ud
trykkelig Lovs Kraft, og de Regler, som stø ttes paa Sæd
vane, kun i uegentlig Forstand kunne kaldes Love;
ligeledes godtgjør han, a t der ikke kan hentes noget
Argument fra de Lovbud, der misbillige visse Sæd
vaner, fordi de ere lovstridige, ufornuftige og almen
skadelige, sam t a t der ikke kan sluttes e contrario fra
de Lovbestemmelser, der bekræfte enkelte Sædvaner, —
ligesaa lidt som man fra de Lovbud, der bestemme, a t
der skal dømmes efter Loven, som vedbør og desl.,
vilde kunne slutte, a t dette ikke skulde være Pligt i
andre Tilfælde.
Som allerede anført antager 0., a t Sædvaner ikke
kunne forandre de i Lovgivningen indeholdte Regler,
og selv med Hensyn til de deklaratoriske Love mener
h a n x), a t de ikke kunne gjøres uvirksomme ved
Sædvaner, i det mindste forsaavidt de Love, hvormed
Sædvaner komme i Collision, angaa det specielle For
hold, hvorom der er Spørgsmaal, han henviser i
saa Henseende i Hdb. 1 B. p. 1 0 6 -7 til en af Hof- og
') Jfr. Juridisk Maanedstidende for 1803, 2. B. p.
4 4 3
.