261 / 604
12
81— 115) O,
a t Sædvaner - særlig ogsaa efter den
dansk-norske Ret — have Gyldighed, og a t denne Gyl
dighed ikke er betinget af Lovgiverens udtrykkelige
eller stiltiende Samtykke. Han bemærker herom blandt
Andet, a t der, længe før en ordentlig Organisation af
den lovgivende Magt fandt Sted, ja førend man var i
Besiddelse af tilstrækkelige Midler til a t opbevare og
offentliggjøre den lovgivende Magts Bud, gaves en Ret,
som Folket havde erkjendt, og som den lovgivende
Magt aldrig havde villet afskaffe men kun supplere.
O. anerkjender naturligvis, a t den lovgivende Magt,
med fuld juridisk Virkning, kan, ved en udtrykkelig
Forskrift, ophæve, hvad der forhen gjaldt som Ret,
men derfor finder han det dog ikke rigtigt a t hidlede
Gyldigheden af enhver Retsnorm fra den lovgivende
Magts stiltiende Samtykke. „Foruden,“ skriver han,
„at det er unaturligt, at det Ældre og Oprindelige skal
hidledes af det, som siden er kommet t i l 2), ere der
mange Retsregler, hvorom det ikke er tænkeligt, a t
Lovgiveren kunde ville forandre dem. Man maa der
for, uden Tvivl, hellere lægge den Synspunkt til Grund,
a t den naturlige R e t“ (dette Ord taget i en mere ud
videt fo rstand end den sædvanlige, nemlig som Mod
sætning til den positive eller vilkaarlige R e t3) „bestaaer
:) Hermed kan jævnføres en mindre Afhandling af 0 . i Ju
ridisk Maanedstidende for 1803 2. B. p. 439—446.
2) Hermed kan jævnføres en Udtalelse af Miihlenbruch (f.
1785, d. 1843, Professor ved forskjellige tyske Universiteter) i
„DoctrinaPandectarunT' (1. Udg. 1823, altsaa senere end Hdb.
1. B.) § 38: „Enimvero cum legibus priores fuerint consue-
tudines, adeoque a nuilo imperantis arbitrio penderent,
consequens est, u t ista legislatoris auctoritas ad vim consue-
tudini comparandam opus non sit, nisi quatenus id legis
aliqua sanctione efficiatur“.
3) Til den naturlige Ret i den mere udvidede Betydning hen
førte 0 . for en Del Sædvaner, jfr. næ rm ere dette Værks