276 / 604
27
skjøndt de ikke dengang vare udtrykkelig afskaffede,
maatte være ude af Kraft efter Frd. 8. Juni 1767, i
livis Følge de i disse Lovsteder af handlede Forbrydel
ser ikke længere vare juridisk mulige.
0. bestrider dernæst den tidligere omtalte Sætning,
a t en ældre speciel Lov skulde, forsaavidt den ikke
er et Privilegium, ubetinget ophæves ved en senere
almindelig Lov, der er i Strid med samme. Han skjel-
ner i saa Henseende mellem, om der forinden den
nyere almindelige Lov kun existerede specielle Love
om dens Gjenstand, eller om der foruden disse ogsaa
har existeret en almindelig samtidig eller ældre Lov,
og i dette Tilfælde a tte r mellem, om de spceielle Love
have været overensstemmende med den almindelige
Lov eller stridende imod samme. I det først anførte
Tilfælde formenes de ældre specielle Bestemmelser a t
være ophævede, idet Formodningen antages a t maatte
være for, a t Lovgiveren ved en omfattende Bestem
melse har villet tilvejebringe Enhed i det, der forhen
blev bestemt efter ulige Begler, og som Exempel næv
nes, a t Frd. 6. December 1743 maa have ophævet de
ældre specielle Bestemmelser om Bøders Afsoning.
I det andet Tilfælde, hvor de specielle Love vare over
ensstemmende med den ældre almindelige Lov, mener
han, a t de specielle Bestemmelser maa staa og falde
med den almindelige Lov, hvoraf de ere blotte Anven
delser, og derfor antages Bestemmelsen i Frd. 29. Mai
1750 § 1 om Lavdag a t være ophævet ved Frd. 3. Juni
1796 § 1. I det sidstomtalte Tilfælde endelig antages
de specielle Love, hvis Gjenstand engang er undtaget
fra den almindelige Lovs Bydende, ikke a t bortfalde
paa Grund af den nye almindelige Lov, med mindre
den ved udtrykkelige Ord har tilkjendegivet saadant,
og derfor formentes Frd. 20. Februar 1789 ikke a t
burde anvendes paa Skovtyverier eller andre saakaldte