283 / 604
sine Forgængere, og dette gjælder da navnlig om
Fremstillingen i Haandbogen, medens han i den tid
ligere Afhandling i j. A. stod de tyske Jurister noget nær
mere; da Fremstillingen i Haandbogen imidlertid inde
holder Ø.s endelige Mening, er det naturligt nærmest
a t tage Hensyn til denne. - I Haandbogen opstiller 0., i
Modsætning til de omtalte Jurister, ikke noget bestem t
Princip eller visse bestemte Principer, hvor efter man
skulde kunne afgjøre Spørgsmaalet uden a t foretage
en Sondring mellem de forskjellige Arter af Retsfoi-
hold. Ø.s klare Blik og praktiske Sans gjorde, a t
han ikke spildte Tid og Kræfter paa a t udfinde saa-
danne Principer, men derimod lagde Hovedvægten paa
a t gjennemgaa de forskjellige Arter af Retsforhold og
a t undersøge, hvad der ved hvert af disse maatte an
tages i den omtalte Henseende. A t han nu handlede
rigtig heri, har den senere Tids Videnskab tilfulde
godtgjort; th i ikke blot ere de før 0. i den omtalte
Materie opstillede'Principer senere bievne forkastede,
men det Samme gjælder om senere opstillede Principer;
i saaHenseende kan henvises tilT .H . Aschehoug „Norges
offentlige R e t“ 2den Afdeling 3. B. Cap. 60 § 12 ff. og Stobbe
„Handbucli des deutschen P rivatrech ts“ 1. B. (1871) § 27.
Forinden 0. imidlertid gaar over til a t omtale de en
kelte Hovedarter af Retsforhold, fremsætter han nogle al
mindelige vejledende Betragtninger. Han viser da først, a t
Sætningen om, a t Love ikke maa have tilbagevirkende
Kraft, ikke kan medføre, a t et allerede stiftet Rets
forhold aldrig maa afficeres ved en ny Lov; særlig
fremhæver han, a t der da ej med Virkning vilde kunne
gives nogen Lov, som indeholdt Bestemmelser for
Maaden, hvorpaa en Ejendom bør behandles, eller som
lagde Byrder paa samme, og han bemærker, a t det
ikke vilde afhjælpe den Tilbagevirkning, som der, efter
hint udstrakte Begreb, vilde være i slig Lovs Anven-