340 / 604
91
Med Hensyn til Frd. 14. Mai 1754 bemærker 0. i
Hdb. 2. B. p. 450, a t denne Frds. §§ 2 og 3 ikke
synes a t tilstede Ratihabitionen af Gjæld, som Umyn
dige og Mindreaarige have kontraheret, efterdi Frd.
forbyder a t betale, og en Konvention derom altsaa,
som lovstridig, ifølge 5—1—2, er ugyldig. Men naar
Gjælden er betalt, antager han i Hdb. 2. B. p. 456—
460 (jfr. Suppl. 3. B. p. 366), i Modsætning til
Algreen-Ussing1), a t Tilbagesøgelse af det Betalte ikke
kan finde Sted, og dette antages ikke blot, naar Be
talingen er erlagt enten med Kurators Samtykke eller
a f den Paagjældende, efterat han er bleven fuldmyndig,
men ogsaa naar den Mindreaarige paa egen Haand
har erlagt Betalingen, hvorved det dog forudsættes, at
det er Penge, der ere erlagte. Han indrømmer, a t der
herimod kan invendes, a t det efter Frd. 14. Maj 1754
§ 2 endog er forbudt a t betale slig Gjæld, og at For
dringens Tab skal betragtes som en Straf for den, der
har givet den Mindreaarige Kredit, men han bemærker
hertil, a t Lovgiveren dog ikke har udvidet det Straf
fende, der skal være i Fordringens Tab, videre end til
et sligt Forbud, og a t der ikke er givet mindste Vink
til nogen Indblanding fra det Offentliges Side eller om
Konfiskation af det ulovligen Betalte. „Lovgiveren
h a r“, skriver han, „uden Tvivl indseet, at en slig Ind
blanding paa den ene Side kun vilde være af meget
liden virkelig Nytte, da det Offentlige ikke let kan
faae Kundskab om en mindeligen betalt privat Gjeld,
men paa den anden Side vilde lede til en unaturlig og
forhadt Inqvisition. Det er vist heller ikke undgaaet
hans Opmærksomhed, a t det for Creditor vilde være
haardere, a t tilbagebetale, hvad han maaskee allerede
for en lang Tid siden havde oppebaaret, end a t miste
9 „Anmærkninger til Personretten“ p. 282 ff.