341 / 604
92
en endnu ubetalt Fordring“. En Tilbagesøgelse i dette
Tilfælde vilde efter Ø.s Mening saa meget mere være
udenfor alle almindelige Grundsætninger, som den Lov
stridighed, der med Hensyn til Frd. 14. Maj 1754 kan
siges a t være begaaet, er fælles for begge Parter, og
Reglen er: in pari culpa melior est conditio possidentis.
Han bemærker fremdeles, a t Lovgiveren, hvis han
havde villet hjemle Tilbagesøgning, vist ikke vilde
have undladt a t omtale samme i § 3, i hvilken Hen
seende han henviser til den nogle Maaneder ældre For
ordning af 6. Oktober 1753 § 8, hvorhos det anføres,
a t det er meget sædvanligt i Lovgivningen, a t der,
naar en Kontrakt af en i det Offentliges Interesse
liggende Grund, er ved Lov erklæret ugyldig, dog ikke
bliver Spørgsmaal om Tilbagesøgelse, efterat den alt
er opfyldt.
Naar O. ifølge det Foranførte taler om den Mindre-
aarige, har han aabenbart ikke ment, a t der skulde
gjælde noget Andet om den egentlig Umyndige; det
maa nemlig bemærkes, a t det i Hurtigkarls Lærebog
1. B. p. 269 i Slutningen af den §, hvortil Ø.s før om
talte Bemærkninger i det Væsentlige slutte sig, siges:
„Hvad her er sagt om Contracter, der indgaaes af
Mindreaarige, gjelder iøvrigt og om de af de egentlig
Umyndige afsluttede Foreninger“, og hertil har O. ikke
gjort nogen Bemærkning.
I denne Forbindelse skal endnu blot bemærkes, a t
O. har udarbejdet det første Udkast til den danske
Frd. 24. April 1839, hvilket Udkast i det Væsentlige
svarer til det endelige Indhold af Forordningen. For
øvrigt havde O., efter hvad han selv bemærker, alle
rede i 1819 i en Betænkning, som han da paa Opfor
fordring af Cancelliets daværende Præsident afgav i
Anledning af den p. 90 i Noten omtalte Dom, foreslaaet.
lignende Forandringer i Frd. 26. October 1804 og