![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0346.jpg)
97
lig i Tyskland) antagne Mening, a t faste Ejendomme
skulde kunne nævnes som juridiske Personer, forsaa-
vidt der tilkommer dem reelle Servituter eller Real
privilegier.1) 0. bemærker hertil, a t med lige Føje
kunde og Ejendomme betragtes som særegne juridiske
Personer med Hensyn til de paa samme hvilende Af
giftel og andre Byrder, for hvilke Ejeren, som saadan,
hæfter, og for hvilke han, dog med Undtagelse af de
allerede forfaldne, ved a t opgive Ejendommen, kan fri-
gjøre sig. „Men“, siger han, „da det i alle Forhold af
foranførte Natur dog stedse kun er et bestemt Individ, hvis
retlige Interesse kommer i Berørelse med and re , og
den Omstændighed, a t enten det Retskrav, han gjør,
eller det, der gjøres paa ham, grunder sig paa Besid
delsen af en vis Ting, kun angaaer hans Adkomst, og
iøvrigt alene medfører en Indskrænkning i hans Rettig
hed eller hans Forpligtelse, saa turde der dog ikke
være tilstrækkelig Grund til her a t anvende Begrebet
om juridisk Personlighed“.
Fremdeles bestrider 0. den af tyske Retslærere2)
opstillede Mening, a t Arve- og Konkursmasser skulde
henføres til juridiske Personer. Hertil bemærker 0.
blandt Andet Følgende: .„Vel er det nu saa, a t Rets-
fordringer forfølges af og imod Boet, uden a t de En
kelte, der som Arvinger eller Creditorer ere Interessenter
i samme, benævnes eller komme i personlig Betragt-
ning, ligesom og et Boe i Anledning af sin Administra
tion kan paadrage sig særegne Forpligtelser, der tildeels
have en anden Natur end dem, der hvilede paa Arve
9
Q.
henviser i saa Henseende særlig til Mackeldey „Lehr
buch des heutigen Römischen Rechts“ (4. Aufl. 1822) § 132.
I senere Udgaver af dette Værk
t.Ex.den tiende Udgave
(1833) har Forfatteren selv opgivet denne Mening.
2) Han nævner ogsaa her særlig Mackeldey.
A. S. Ørsteds Betydning. II.
7