347 / 604
98
laderen eller den, der opgav sit Bo. Imidlertid ved
komme dog Boets Rettigheder og Forpligtelser ene og
alene de bestemte Individer, der ere Arvinger eller
Creditorer i samme. A t deres Anliggender bestyres
a f en Skifteforvaltning, der træder i samtlige In te r
essenteis Sted, medfører ikke, a t andre end netop
disse bestemte Individer udgjøre Rets-Subjectet; ikke
a t tale om, a t Skifteforvalteren i mange Tilfælde har
a t indhente deres Mening og Sam tykke“.
Ret vil saaledes ses, a t ø., selv om man maaske
nu vilde synes, a t ban gaar temmelig vidt i a t anvende
Begiebet juridiske Personer, dog ingenlunde er gaaet
saa vidt som de tyske Ju riste r-og særlig Juristerne
om trent paa den Tid, da 6. B. a f Hdb. udkom.
I det nævnte Bind af Hdb. har ø. derhos dels
undersøgt, om „den juridiske Person kan danne sig
uden særlig Tilladelse“, dels behandlet — „Raadigheden
over en juridisk Persons Anliggender“ — „de Retsfor
hold,
hvori
juridiske Personer indlade sig med tredie
Mand“ — „de særdeles Privilegier for juridiske Personer“
—og endelig „juridiske Personers Opløsning“. De herhen
hørende Bemærkninger turde imidlertid nu have mindre
Interesse, og det turde navnlig næppe have tilstrække
lig Inteiesse a t anstille en Sammenligning mellem
Bangs og ø .s Udviklinger vedrørende de omtalte For
hold. Her skal derfor blot endnu bemærkes, a t 0. i
den nævnte Afhandling fra 1801 om Regjeringeils Ret
til a t ophæve eller forandre Stiftelser, som private
Mænd have oprettet, har paavist, a t en privat Mand
ikke kan være beføjet til efter eget Viikaar og Behag
a t foreskrive en til evig Tid bindende Maade, hvorpaa
en Del af Statens materielle Kræfter skal anvendes,
og a t Statsmagten derfor maa være berettiget til a t
gribe ind, hvis hans Anordning er eller under de i
Tidens Løb forandrede Forhold bliver saa uforenelig